Guldburet

Baskelydene var nu helt forstummet og stille sad den og blinkede om kap med de svage solstråler, der sporadisk strejfede det guldbelagte og funklende metal, der omgav den. De hastige og dybe pulseringer i dens bryst var det eneste synlige tegn den gav på sin frustration. Men jeg viste den følte som jeg. Omgivet af en sådan pragt, der for mange synede af rigdom, magt og uendelig lykke. Men fanget. Ude af stand til at frigøre sig fra dens trange, om end pompøse, kår.
   Dens rigdom var dens celle. Trods nydeligt udsmykket og belagt med guld, var det stadig et bur. Skænket af min fader var den, i dag, på min bryllupsdag, blevet min. Givet som et håndgribeligt, og nærmest hånligt, symbol på min nærtstående fremtid.
   Et ægteskab der sikrede mig alt hvad hjertet måtte begære af rigdom og pragt. Til gengæld en berøvelse af hvad jeg elskede mest. Min frihed.
   Min tilkomne ville snart stå for mig. Min kommende ægtemand og fængselsvogter.
   Fængselsvogter var nu også jeg for denne nydelige lille skabning. Men skønt jeg nu aldrig mere skulle føle frihedens overvældende lykke, skulle jeg da fornægte fuglen sin? Vinduet stod allerede halvt på klem. Jeg tog om hanken på burets top og bar det med mig. Jeg satte det atter fra mig i vinduets karm. Jeg spejlede mig, og skønt jeg blev jeg betaget, væmmedes jeg også ved synet af de hvide blonder og det sirligt opsatte hår.

Jeg stod og stod længere. Drømte mine sædvanlige dagdrømme. Skønt de nu aldrig skulle opfyldes. Og i mine drømmerier blev jeg afbrudt, da min kammerpige åbnede den tunge dør. Det var tid. Jeg vendte mig mod hende, drog et dybt suk og tog siden mit første skridt mod en fremtid af overfladisk rigdom og reel sorg. For kort efter at vende mig bort. Jeg gik med hastige skridt mod vindueskarmen, hvor fuglen i guldburet stadig forblev pustende, men stille, og jeg følte hvordan den afventende fulgte min færden. Med fuldt overlæg undgik jeg at se på den. Jeg lukkede blot vinduet, hvorefter jeg det låste og vendte atter mig for at fortsætte min march mod den elendighed der var blevet mig påtvunget. Bag mig lukkede kammerpigen døren, hvis tunge lydtæppe kvalte et ængsteligt pip.