Der var kun de to i kupéen, hende og en fremmed, ved første øjekast yderst tiltrækkende mand, og egentlig også ved andet. Hun forsøgte at være diskret, men hun kunne simpelthen ikke dy sig for at stirre på det smukke ansigt. Han sad og sov med hænderne over kors på det, der lignede et veltrænet bryst, og så fredfyldt, øm og maskulin ud på én og samme tid. Et fængslende syn måtte hun indrømme. Hans lange, brune vipper hvilede på øjenlågene, og hun anede en svag rødmen i hans kinder. Karamelbrune små krøller og et par kraftige velformede brune bryn gav ham et lidt drenget udtryk, og hun fangede sig selv i at gispe let. En svag skygge af nygroet skæg fremhævede hans tydeligt markerede kæbeparti, og bløde, runde læber hvilede over hans kantede hage. Kunne han mon fornemme, at hun betragtede ham? Det var svært at sige, men instinktivt flyttede hun hurtigt sit blik fra ham og over på det snavsede togvindue, der indrammede det svenske landskab. Det var en varm dag, der varslede at sommeren var lige om hjørnet. Der var grønt overalt, solsikkeenge i vide rækker, der svajede frem og tilbage i en dans ført an af en svag vind fra Øresund. Ud af øjenkrogen kunne hun se, at han stadigvæk så ud til at sove, og kunne derfor ikke modstå fristelsen til at kigge på ham igen. Hans fyldige læber var nu let spredte, og blottede et par kridhvide fortænder, og hun fangede sig selv i at bide i sin egen underlæbe, mens hun gispede sagte igen. Et øjeblik efter rømmede han sig lidt i sædet, mumlede noget hun ikke kunne forstå, og hendes hjerte sprang et slag over. Hun slog blikket ned i gulvet med lynets hast, og lod som om hun ledte efter noget i sin rejsetaske. Hun tumlede febrilsk med taskens lynlås og kom til at nive sig selv i fingeren. "Satans også", bandede hun lavmælt og forsøgte diskret at fiske sin Labello op af tasken. Mon han havde hørt hende, tænkte hun splitsekundet efter. Pludseligt lød der en knasende larm fra speakeren i kupéen, og togførerens svenske accent trængte igennem: "Kära passagerare, om tre minuter närmar vi os Lund Centralstasjon." Hun kiggede på ham en sidste gang, og kunne mærke skuffelsen brede sig i hele kroppen, da hun rejste sig op. Hun sukkede dybt, trak rejsetaskens rem over sin nøgne skulder, og traskede langsomt over mod kupéens udgang. Perronen var fyldt til bristepunktet, og hun måtte med en lettere irriteret mine møve sig igennem menneskemyldret for at komme ned til trappen. "Hey, vent!", hørte hun pludseligt nogen råbe bag sig, men tænkte ikke videre over det, og fortsatte med at gå ned ad de brede trappetrin.