Kaffekanden stod på bordet. Én dråbe trak en lige linje ned langs siden. Tre stole stod omkring bordet. Hun sad på den ene, han sad på den anden. Hun holdt om koppen med begge hænder for, at den anden ikke kom til at flagre forvirret rundt. Hun sad med det ene ben bøjet med foden på sædet, hun hvilede hagen på knæet et øjeblik. Han så på kanden og så på hende.

"Jeg er ked af, jeg inviterede på kaffe," sagde hun.

"Det' okay, det er hyggeligt." Der gik nogle sekunder før han smilede. Hans ben kørte op og ned.

Stuen var sparsomt møbleret og intet passede sammen, tilfældighederne og tilgængelighederne herskede i hjemmet. Hun tog en tår, selvom den var alt for varm. Hun gentog fejlen.

"Det var godt, du kunne komme."

"Jeg var lige i nærheden."

Hun satte sig i skrædderstilling på stolen, åbnede munden, kun luft kom ud, så hun drak mere af den nu tempererede kaffe.

"Kan du virkelig ikke lide kaffe?" Hun var stadig overrasket.

Han rystede på hovedet.

"Te?" Hun rejste sig.

"Nej, jeg er ikke til varme drikke."

Hun råbte ude fra køkkenet: "Et glas vand? Jeg har vist også lidt juice, nej vent, det er min rumbos, men jeg er sikker på, du gerne må få et glas."

"Nej tak."

Hun tog en dyb indånding og gik tilbage til stuen. Hun drak kaffen alt for hurtigt. Bankede med fingrene på koppen.

"Kom du godt hjem i fredags?"

"Ja, jeg fulgtes med min veninde. Blev det sent?"

"Nja, blev nok en time efter, du var gået."

Hun nikkede og frygtede, Englen ville gå for længe gennem stuen. "Du kunne altså bare have sagt, du ikke ku' lide kaffe."

Hun forstod det ikke, han havde været så charmerende til festen, de havde virkelig hygget sig. Han havde ikke engang prøvet på noget. Han havde virket oprigtig interesseret, da hun ringede og spurgte, om han kom forbi til kaffe. Måske kaffe betød noget andet i hans verden? Hun sad uroligt på stolen og prøvede at fange hans blik, mens hun åndede irriteret ud. Han fandt sin mobil frem og læste en sms.

"Ej, det må du undskylde, jeg havde glemt, jeg havde lovet at passe min lillebror. Jeg bliver nødt til at gå." Han rejste sig lidt for hurtigt og gik målrettet mod døren. Da han havde åbnet den, tøvede han lidt.

"En anden gang ikk? Og så måske noget andet end kaffe." Joken faldt hårdt mod jorden.

Der opstod et akavet øjeblik, da han efter atter en tøven lagde op til at give hende et knus. Da de blev enige om, hvem der gik til hvilken side, klappede de hinanden på ryggen.

Hun åndede lettet op, da hun lukkede døren bag ham. Hun fandt mobilen frem og slettede hans nummer.