En våd og kold efterårsdag for snart 18 år siden, var min daværende kæreste og jeg på en hyggelig vandretur i en af byens parker. Himlen var grå, det småregnede, men vi var ligeglade. Vi var unge og forelskede. Kåde og kække. For os skinnede solen og varmede vores kroppe. For os var det sommer, med blomster og bier og hormoner der pumper rundt i kroppen. Vi gik hånd i hånd på stien og snakkede. Og vi kunne tydeligt mærke lysterne i os stige. Men ak, der var langt hjem. Vi kunne ikke vente. Det skulle være nu. Men hvorhenne? Jo selvfølgelig, derinde, inde i buskadset. Der var ingen mennesker at se, så vi havde frit spil. Ingen ville opdage os. Og det regnede jo næsten slet ikke mere. Kun en anelse, kun en lille bitte sky, en lokal byge, der kun dækkede det lokale østjylland. Vi kravlede ind i buskadset, fumlende og vaklende. Af med jakker og bukser. Det var frit og det var frækt. "Det skal vi da prøve til sommer det her skat". Vi var godt i gang. Men selvom det var lækkert, på den lidt efterårsagtige måde, slog det mig, hvor mudrede mine sko var ved at blive. Og Gud nej, hendes jakke som vi brugte som underlag...gad vide hvad folk i bussen hjem ville tænke. Nå skidt pyt, skal man så skal man. Og lige i det øjeblik hvor det var mest rart, kunne jeg pludselig høre to hunde. To store gøende hunde. Fuck!!! Jeg kiggede til siden, og der stod to schæferhunde. Jeg fik et chok af den anden verden, og tænkte straks, at hvis jeg skulle dø nu, skulle det ikke være med bukserne nede. Det skulle gå stærkt det her. Men jeg kan fortælle, at det er ubeskriveligt svært at trække sjaskvåde bukser op over knæene igen, imens man med dødsangst ser sin fortvivlede kæreste tumle rundt på jorden foran sig, med to rimeligt sure, og på en måde legesyge hunde over sig. Jeg prøvede, jeg prøvede virkelig. Skulle redde kæresten fra hendes uheldige situation, redde hende som den store stærke modige riddersmand jeg er - men først de forbandede bukser. "Kom nu for fanden" skreg jeg. Men nej, de var genstridige som var de vakuumpakket. Og så skete det - jeg væltede. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at vælte længere ind i buskadset, eller vælte ind over hundene, så det ville se ud som om jeg ofrede mig selv for at redde min stakkels kæreste. Men nej. Jeg væltede ud på stien. Med røven bar. Bandende og svovlende. Fuck, nu bliver min trøje også mudret, nåede jeg lige at tænke, inden jeg kiggede op, og så direkte ind i øjnene på en ældre mand, med et nydeligt klippet fuldskæg. Han lignede lidt en lystfisker, der som han stod i hans åndsvage grønne vandtætte tøj og gummistøvler. "KONCENTRER DIG KLUMP" tænkte jeg. Og med det lille gran af stolthed og ære jeg stadig havde i behold, løj jeg overfor mig selv, kom jeg på benene. Fik halet de skide bukser op, og så på lystfiskeren igen. "Goddag" sagde han. Uden et smil, ingen følelser var at læse på hans ansigt. Ingen vibrerende næsebor, eller et smil i mundvigen. Jeg kan ikke fordrage lystfiskere. "Goddag" sagde jeg skamfuldt. Men han skulle ikke have lov at knække mig. Dog tror faktisk hundene havde knækket min kæreste, hun kaldte på mig. Men hey, jeg var altså lige fuldt optaget i at nedstirre en lystfisker. Sejr, jeg kunne mærke jeg havde sejret, for han vendte sig. Han kunne åbenbart ikke klare sig mod mit gennemborende blik. Vendte sig mod buskadset, og kaldte på Fido og Franz Ferdinand "Fandens, han er ikke engang lystfisker, han er ude at gå med sine glubske hunde". De to hunde kom lydige og uskyldige ud, og gik pænt hen til ham med logrende haler. Og der. Der kom hun, min kæreste kæreste. Håret filtret, tøjet vådt og beskidt, og sagde "Hej" "Så ti dog stille, var min tanke, manden her har lige set flagstangen hejst, og så endda på en våd torsdag, midt på stien, og han er IKKE lystfisker" Men han var cool, virkelig. Elevatorblikket udførte han på min kæreste med militæragtig præcision og arrogance. "Hav en fortsat god eftermiddag" sagde han koldt og gik videre, med hundene i hælene. Min kæreste og jeg kiggede på hinanden. Jeg kunne ane en vis form for vrede, irritation, ja endog skuffelse. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det var fordi vi ikke fuldførte vores elskovsakt - det lykkedes ikke. Jeg troede ikke på mig selv. Åh for helvede, gid den grønne hundelorte mand dog ville gå i hundene!! "Hvorfor kom du ikke og hjalp mig?" spurgte hun anklagende. Og da jeg yderst ydmygt og undskyldende fortalte hende min historie, kunne vi ikke lade være med at grine. Det hele virkede så tragikomisk. Der gik længe før vi forsøgte med udendørs fornøjelser igen - vi ventede helt til foråret. Og udover myggestik og nællestik på intime steder, ja så blev sex i det fri næsten til en nydelse...