I livet svæver jeg.
Tung af tanker, let for livsfloden.
Der bærer mig, afsted som et blad på overfladen.
Uden ror, der styrer jeg mod horisonten.
Mod vandfaldet det endelige.
For hver dråbe der bærer mig fremad.
For hver bølge der hæver mig.
Der ser jeg, og lærer.
Som universet i et umådeligt hav af universer der udvider sig.
Udvider jeg mit indre. Bliver større.
For hvert sving floden tager.
For hvert hjørne jeg runder.
Forstår jeg mere, og synet klares.
Alt imens spørgsmålene bliver flere, og slører mit syn.
Som disen fra det nærmende fald slører solens stråler.
Disen fra afgrunden, hvor lyset aldrig når ned.
Men selv i det mørkeste mørke.
Der spirer livet.
Svovlholdige vulkaner i havsdybet, drukner i myriader af microber.
Livets vrimmel, der finder en vej.
Mens vejen er forudbestemt af flodens løb.
Vejen er lang, vidunderlig og farefuld.
Flygtigt er livet, som bladet der blødes i vandet.
Før mig mod faldet blidt.
Og lad mig derpå atter svæve.
Båret af de opstigende vinde.