Larmen fra den jublende menneskemængde fik hende til at åbne sine sløve øjne. Det dunrede i hendes hoved, og hun havde ingen ide om hvor hun var. Hun lagde mærke til at hun lå på et hårdt betongulv, og en sødlig lugt af blod, sved og skidt fyldte hendes næsebor. Larmen fra de jublende mennesker tog til idet hun klodset rejste sig op. Det gik op for hende at hun stod midt i en arena. Omkring hende var der sat et pigtrådshegn op, og bag det stod alle de Jublende mennesker. De lignede almindelige mennesker, og de fleste var endda klædt i smart designertøj. De viftede ivrigt med forskellige pengesedler, og man kunne se begejstringen i deres øjne.
   Pludselig blev der slået på en gongong, og folkemængden blev helt stille. Hun kiggede op hvor lyden var kommet fra, og så at der ganske rigtigt stod en gongong. Ved siden af den stod en muskuløs mand med bar overkrop, og slidte jeans. Han havde en mikrofon i hånden.
   "Ærede publikummer. Vi er samlet for igen at overvære en kamp. Som i ved er det ikke en almindelig slåskamp, hvor man har vundet når modstanderen rammer gulvet. Dette er en kamp til døden!" Han holdte en kort pause, og fortsatte; "I kender reglerne. Vi har fundet 10 tilfældige mennesker. Vi har ikke tjekket styrke, intelligens eller teknik. Ingen kender deres fortid, men det er her deres fremtid afgøres."
   I den anden ende af arenaen, blev en låge åbnet. En ung fyr blev skubbet igennem. Han kiggede rædselsslagent rundt på folkemængden uden for hegnet, og derefter hen på hende.
   "Den første kamp i skal spille på i aften, er kampen mellem disse to... Ja, jeg ville kalde dem svæklinge," han holdte endnu en kort pause, så den ivrige folkemængde kunne grine håneligt. "For at være sikre på at de vil slås, har vi sultet vores hunde i en uge. Hvis vi ikke ser blod inden de første ti minutter, vil de gøre vores kæmpere selvskab!" Den halvnøgne taler gav hende et ondskabsfulgt smil, idet han råbte; "KÆMP! KÆMP! KÆMP!"
   Det første øjeblik efter kampen var sat i gang, skete der ingenting. De stod og kiggede rædselsslagent på hinanden, som to fremmede der ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv. Menneskemængden omkring dem hujede for at de skulle begynde deres slås, og pludselig fik hun gejsten. Lyden fra dem på den anden side af hegnet dæmpedes af hendes adrenalin, og hun løb hen til den ukendte fyr i den anden ende af arenaen. Hun knyttede sin næve og svang den lige ind i ansigtet på ham. Han faldt om på gulvet, og hans blik ramte hende som det slag hun lige havde placeret midt i synet på ham! Det skulle ikke slå hende ud. Hun sparkede han først i ribbenene, og derefter i hovedet! Blodet flød ud af hans mund, og han kæmpede for at rejse sig op. Det skulle bare ikke ske. Hun hamrede endnu engang sin fod ind i ansigtet på ham, og hans krop begyndte at vride sig i kramper! Tvivlen bredte sig i hendes mave, og hun følte hun skulle kaste op. Hun kunne ikke give op nu. Chancen for at hun vandt denne kamp var stor, og hun ville ikke dø! En sidste gang sparkede hun ham, og hans blodige krop holdt op med at ryste. Hans øjne åbnede sig, og stirrede livløst op på hende.
   Lyden fra de ivrige tilskuere kom tilbage. Hun havde vundet kampen!