I det hvide værelse
ligger du tungt og venter.
Tungt på hospitalsengens hvide lagen
i ensomhed og smerte,
hvorfra skibets anker forsegles
Fra dampene i luften,
du sanser tyngden
af cancerens fordærv.
Der dog camoufleres fra liljerne
i vasen på sengebordets kant,
hvorfra den stærke duft dækker over
råddenskabens stank.
På væggen i værelset,
hænger et billede af Gauguin
af tahitiske kvinder på stranden.
Der fæster dine øjne sig,
i det pacifiske ocean,
hvorfra du ønsker at falde mod dybet.
På vej derned du lukker dine øjne,
for i dine tankers magt at falde længere ned.
Der hvor du ikke længere kan føle smerten,
ikke kan tænke, ikke kan se, ikke kan høre
noget fra denne verden.
Men fra dine ører, det eneste du hører
er din tabte sjælefreds røst
Men din puls den slår,
da du hører lyden
fra dørens knirken,
der åbner sig, som da Moses skilte havet.
Og i denne åbning du pludselig ser
korallernes farvestrålende skønhed.
For ind af døren
kommer din fortabte søn,
med sin guitar der har mistet en streng.
Han sætter sig i hjørnet og spiller
din sømands vuggevise,
hvorfra du genser de glemte saltvandstårer
Alle de ord af fortidens fordærv
bliver nu omdannet til støv,
der med en lethed
som vinteres snefnug falder mod gulvet,
hvorefter de forsvinder
under sengens inderste kant
Vuggevisens klang fra rummets hjørne
brister dit hjerte,
hvis banken spiller på sidste vers.
Og mens musikken spiller,
du lukker dine øjne i forsoningens hav,
hvorfra du endelig mærker din krop
så småt give op.
For dernede i havets dyb,
du finder din sjælero i dødens sanselige øjeblik.
Omgivet af koralrevets grene,
du hører din vuggevises sidste tone,
der bliver slukket i forsonlighed og tilgivelse.
For her kan du endelig sige godnat.
Og mens du ligger der i sengen,
Kold som Atlanterhavet,
med din stive næse, spids som istappe,
da blomstrer liljerne forsat,
i vandet, fra tårerne ved dødsengens kant.
Men nu ser du ej det blide våde blik,
mod dine åbne øjne.
Du hører ej den sidste streng sprænges.
Og du mærker ej de hvide kitler,
vaske din udmagrede krop ren,
hvorefter de pakker dig ind
i dit hvide lagen,
og kører sengen væk.
Døren lukkes.
Men fra det tomme værelse
forsvinder du endelig ind i maleriet,
på væggen.