Unge pigebarn på flugtvejen
du er fanget i en komedie,
der engang var modløs,
men senere blev frygtløs.
Du snubler jævnligt på bjergene,
der er lavet af naivitetens fristelser.
Alligevel forsætter du din vandring
over bjergpassets lavinefelt.
Unge pigebarn på cirkuslinen
du balancerer på fordommene,
der modsætter sig din rodløse adfærd.
Du gør dig til den undslupne fange,
der flygter over landminerne.
Alligevel forsætter du over den glødende jord,
der finder spændingen i uvisheden.
Unge pigebarn på klippekanten
du flyver med sårede vinger,
der ikke kender klimaets tornadoer.
Du glemmer din fornuft i springet ned,
der vækker dig op i svimlende kaos.
Alligevel holder dit hovmod dig oppe
der ikke skelner vovemod og dumdristighed.
Unge pigebarn på glasskårene
du bløder fra dine slidte fødder,
der forsætter sin endeløse vandring.
Du går direkte imod slettebrandene,
der gør dine utrættelige øjne blege.
Alligevel lukker du dine øjne
der først ser i ildens hule.
Unge pigebarn på kvisten
du vil snart falde mod jorden,
der vil såre dit legemets styrke.
Du lukker din dør for min ildslukker,
der vil tænde din manglende sjælefred.
Alligevel åbner du døren for truslerne,
der ikke kendes i dit væsens hulrum.
Unge pigebarn i spejlet der.
Hvorfor magter du ikke
dit eget spejlbillede?
Så sandt at sige,
er den eneste
frygt du kender,
frygten for dig selv.