Jeg så på hende, imens hun sad stille og strikkede, eller der var ikke helt stille. For imens hun strikkede, hviskede hun stille:
   "1... 2... 3.." For hver maske hun strikkede, hviskede hun et tal: 1, 2 eller 3, aldrig mere end 3. Sådan havde hun altid gjort, så det var der ikke noget underligt i. Det var bare hendes måde at holde styr på tingene. Hun knugede garnet stramt i hånden, så på et tidspunkt blev strikketøjet for stramt til at blive strikket videre på. Så engang imellem skulle jeg strikke det løst, så hun kunne fortsætte igen.
   Jeg så over på hende og så, at hun sad meget koncentreret for ikke at tabe den maske, hun var i gang med.
   "Skal jeg ikke strikke lidt på det, så det ikke er så stramt?", spurgte jeg hende. Hun nikkede, men så så pludselig forskrækket ud og rystede så på hovedet.
   "Om lidt. Jeg bliver nød til at strikke to masker mere, for ellers så har jeg ikke strikket de 27 masker, som jeg ville. Og hvis ikke jeg har strikket de 27 masker vil det ikke være 3 x 3 x 3 masker jeg har strikket!!" svarede hun mig. Det lød ikke længere mærkeligt, når hun sagde det. Det var blevet helt naturligt, også for mig. Men det bekymrede mig at det hele skulle kunne deles eller ganges med 3.
   "Vil du slå maskerne op for mig på mit nye strikketøj?" spurgte den spinkle pigestemme. Mens jeg slog maskerne op talte jeg højt for hende, så hun kunne høre hvor lang jeg var nået:
   "..8, 9 og 10. Sådan så er vi klar igen." Jeg så på hende og så angsten i hendes øjne, hun rystede på hovedet, for at vise at det var forkert. Jeg vidste jeg havde gjort det svært for hende ved, at slå 10 masker op i stedet for 9 eller 12. Jeg så hen på hende igen, og så at der stille løb en tåre ned ad hendes kind.