Hun vågnede til lugten af spiritus i hendes hår og smagen af aske i hendes mund. Sollyset tvang hendes sammenklistrede øjne til at åbne sig, hun kæmpede imod, men måtte til sidst give efter. Så lå hun der i en evighed, ynkelig som hun var og forsøgte at danne sig et overblik over aftenen. Hun vidste der ville blive snakket om hende og hun vidste at hun burde skamme sig, men egentlig morede det hende. Tanken om at de andre havde set hende og snakket om hende, gjorde kun spillet meget mere interessant. For det var sådan hun så det, som et spil, som en leg. Det var som om alt det der skete ikke var virkeligt. Som om det ville blive slettet næste morgen når hun vågnede.
   Hun kunne have ligget der i timevis, eller var det bare få minutter? Tiden var et tomrum og betød ikke noget for hende. Øjnene var spændt fast på en genstand i værelset, men hovedet var tomt. Hun besluttede sig for at stå op, bevæge sig ud af den trygge seng, befri sig selv fra dynen, som efterhånden var ved at kvæle hende, men hendes krop lystrede ikke. Hun kunne kun forestille sig hvordan hendes ben kravlede ud af sengen, mens de stadig lå lænkede fast til madressen. Så hun blev liggende lidt endnu. Nu begyndte der at dukke oplevelser fra aftenen op i hendes erindring, en ringen for ørene hun før havde forsøgt at fortrænge blev nu kraftigere og gennemtrængte til sidst hendes hoved og det var nu som om benene flyttede sig selv, uden de havde fået besked om det. De gik hen til vasken hvor hun fik øje på en bleg skikkelse. Hun var ikke chokeret over sit eget spejlbillede for hun havde ofte studeret det nøje, især i dagslyset, som dog ikke var at fortrække fordi det afslørede alle fejlene. Men det var som om fejlene mindede hende om at det var virkelighed, og hun kunne ikke flygte fra den.
   Efter at have drukket en flaske vand endte hun i sengen igen. Hun blev kastet hårdt ned på madrassen af benene, der var trætte af at bære hende. Langsomt gled hun ned under dynen og trak den helt op til ørene. Hun forsvandt ind i sin hule, hvor hun troede at hun kunne skjule sig, men selv med dynen trukket over hovedet var det ikke beskyttelse nok mod den nagende skyldfølelse, der var ved at sætte rødder i hendes samvittighed.
   Hun kiggede konstant på uret, men kunne ikke drage sammenhæng mellem visernes bevægelse og tidens fremdrift, det hele smeltede sammen og hun brugte det som undskyldning til at grave sig endnu dybere ned.