Hun lukkede døren efter sig, for det var nu engang måden for hende at håndtere ting på - selvklart, mente hun, for det er jo da meget normalt gerne at ville være lidt alene. For sig selv og alene og kun med den orangerøde lampe tændt i hjørnet. Lampen var både beroligende og bekendt, nogle gang pæn, nogle gange grim. Men den var der og virkede altid, og det satte hun pris på.

Hun gik i bad for at vaske omverdenen af sig. Det gjorde hun tit, når hun kom hjem, for alle de mennesker fik hende til at længes efter alt, der ikke var hendes, men de tømte hende også for energi. Dét skulle tit vaskes væk. Hun gik ind i stuen og kiggede på det tiende maleri af kvinden med nakken. Nakken var så fin og buet, så kold til den sortbrune baggrundsfarve, hun var begyndt at benytte sig af. Hvis bare hun kunne finde ud af at tegne små fine hår, som rigtige malere kan, når de er rigtige gode. Det ville hun gerne lære, men vidste ikke helt hvordan. Hun kiggede på sig selv og så alle de hår, hun ikke kunne tegne, og hun kunne mærke den snigende knude i maven. Men sådan var det vel for alle mennesker, og det var også i orden at være alene så. Det var vel i orden at være alene. I orden ikke at ville tales til og tales med. I orden at føle sig krumbøjet og lidt træt, i orden at hjertekuglen nogle gange føltes lidt for stor. Det var jo bare lige for nu.

Hun gik ud i køkkenet og drak den sidste sjat solbærsaft, hun havde. Kold, sød, tyk, klæbende, men nok mest sød og besk. Gulvet var køligt, og det havde hun engang læst i en bog kunne være godt for blodomløbet. Skulle man så få det bedre? Hendes ankler lignede nu og da de samme, som før hun drak den solbærsaft, men måske det ikke var noget, man kunne mærke lige med det samme. Måske det kun skete for nogen og ikke for hende, og måske hendes krop slet ikke var i stand til at modtage sådan nogle kræfter. Måske ingen andre vidste, at hun var hjemme og stod der i sit køkken og tænkte. Måske hun bare ville forsvinde med tiden, hvis hun blev stående...

Tankerne trættede hende endnu engang, så hun søgte ly i sengen. I sengen var alt så velkendt; det hvide loft og det gamle dynebetræk. Det gjorde ondt at ligge på siden så lang tid ad gangen, men alt andet mindede hende om dårlige tider. Tårerne hobede sig op i fordybningen ved næsen, men heller ikke her var der plads nok og de flød over, ud over næsen og ned på madrassen. Hun tænkte på, om tårer kunne ætse, og hun tænkte på, om hendes ellevte billede ville komme til at vise de små fine nakkehår... Hvis bare hun kunne tegne dem, hvis bare hun kunne åbne døren, hvis bare solbær ikke var så forbandet bittersødt.