Kapitel 1: 100 Taxameter og Running

Dollar-Taxa var blevet bombet af de selvsamme bagmænd der havde forgiftet kaffen i byen, nemlig Mario og Luigi, to italienske terrorister med en uudslukkelig tørst efter blod. Politiet havde ikke meget at gå efter, sagde de, men de var garanteret også i lommen på de to brødre. Enten ud af frygt eller for ussel mammon's skyld. Da jeg ankom til stedet så jeg Taxa Mike spredt ud over Netto's facade. Alt det splat så mere fedtet ud end hans hår plejede at være. Det var næsten min største overraskelse ved synet, at noget kunne være så fedtet. Werner lå, stadig rygende, på jorden lidt væk fra selve centralen, som brandvæsnet var i fuld gang med at slukke flammerne i. Min lovlige levevej var altså officielt ikke mere. Den havde holdt op med at eksistere. Det var en eks-arbejdsplads. Min papegøje var garanteret også død. Men bygningen hvor jeg havde holdt så mange gange pause i var ikke det eneste der brændte. Var jeg blevet spurgt ville jeg have svoret på at man kunne se flammerne i mine øjne, mærke ilden i mit hjerte. Selv ikke tragisk iste kunne slukke disse. Jeg ville have hævn, men jeg havde brug for hjælp. Godt nok var jeg god til hvad jeg gjorde, hvilket var en del, men et terrornetværk som Mario og Luigi's var ikke sådan et bide skeer med. Også selvom der ingen ske er. Desuden var jeg jo en actionhelt og havde derfor en del tømmermænd og ikke nok aspiriner. Heldigvis kendte jeg den rette skildpadde til at hjælpe mig på min færd. Vi var de bedste i vores CIA klasse, men jeg havde ikke set Bowser i mange år. Hans skæbne skulle blive dagens anden overraskelse.

Kapitel 2: Skildpadden og Zsaren

Jeg fandt Agent Bowser på et snusket værtshus i den rigtige del af byen. Jeg kunne ikke se hvad der var forkert ved den, som nogle sagde den var. Den var billig. Det er da rigtigt. Bowser lå på sit skjold ved væggen længst fra indgangen, stang-Bacardi. Eller måske mere ovre i pæl-Bombay Sapphire. Han var i hvert fald fuld, og havde knækket indtil flere dele af sit skjold. Sikken skam at se en så god agent sådan. Så jeg sparkede til ham og kastede kaffe i hovedet på ham. Dette udløste en allergisk reaktion da skildpadder ikke kan tåle kaffebønner. Men vågen blev han. Jeg fortalte ham at jeg også havde tømmermænd og at han skulle tage sig sammen. Og sammen tog han sig. Og mens kameraet drejede rundt fortalte jeg ham så meget intenst hvad der var hændt, og ikke mindst hvordan. Jeg forklarede ham om hvad der nu skulle gøres, om min plan og om de sidste par ugers afsnit af "Family Guy". Da det er et show med mange afvigelser var dette ikke just nemt, og han så da også noget forvirret ud. Men til sidst forstod han alvoren af det tredje flashback i forrige uges afsnit. Til sidst gav jeg den nu meget ædru skildpadde en .45 automatpistol og vi begav os afsted. Mod baren. For lige at få en drink at starte dagen på. Det var jo stadig morgen, hvad havde du ventet? Efter en omgang shots og nogle øl skød vi bartenderen fordi den slags snakker altid for meget. Bang-bang. Derpå begav vi os afsted. Den forkerte vej ad dydens smalle sti. Langs den blodplettede gule stens vej. Igennem den altopslugende opiumståge. Over alle bjerge. Under vandet der løbe under bro-*POP* - Jeg blev ramt i siden af hvad der lød som en sømpistol, men nok var en .30 riffel med indgravering omkring grebet! Vi søgte dækning og besvarede ilden. Cirka 7 Paddehatte ninjaer var på taget og i krydset hoppede flere af dem ud af en hvid varevogn med røde pletter. Jeg trak min Mac-10 fra indersiden af min nu blodige jakke. Det var ikke et slemt sår, men maskinpistolen var glat af blod. Jeg sigtede og fyrede mod en gadesælger. Han havde spurgt mit om mit telefonabonnement og jeg tog ham for en spion. Derefter rettede jeg våbnet mod de hætteklædte paddehatte. Jeg havde mødt dem før i åben kamp og vidste at de ikke var for kvikke, men de var stadig ikke til at bide gafler med. Det eneste man kan spise med skeer er nemlig is og suppe, og begge ting er ikke så blærede når man gør det i slowmotion. Da de alle var døde var både jeg selv og Bowser indsmurt i blod fra vores nedlagte fjender. Mens tingene eksploderede i slowmotion bag os kiggede vi os ikke tilbage. Nu var vi officielt på en hævntogt skrevet af John Woo og Alfred Hitchcock sammen. Syret.

Kapitel 3: 360 graders svamp

Vi stødte ind hurtigt ind i flere Paddehatte folk, men disse var blot et mix af forskellige småkriminelle fra diverse bander. De blev hurtigt uskadeliggjort. Det vil sige, myrdet brutalt. Efter en ret unødvendig fremvisning af rå vold gik det op for os at disse folk jo var en slags svampe. Og svampe kan tit spises med usædvanlige effekter. Så vi skar dem i stykker og spiste dem, som en anden afrikansk krigsherre. Konsistensen var lidt underlig, men smagen var lidt hen ad spækhugger, så det var fint nok. Ret hurtigt begyndte farverne. Og når jeg siger farver, så er det svært at forklare, for det var hidtil usete farver, og det kan man jo ligesom ikke forklare på nogen måde. De svævede hen imod mig (for jeg ved ikke hvad Bowser så), som var det røg, men så snart det nåede mig blev det til blod og løb ned ad mig før det fordampede på jorden. Jeg så Bowser skrige, men kun forskellige former for tegnede dødningehoveder kom ud. Ingen lyd, så al lyd på én gang. Det var som at have et mareridt mens man lå på en grøn græseng. Som at kunne drømme låst inde i en betonbeholder. Jeg måtte finde noget af min realitetssans inden jeg var fortabt! Jeg kiggede rundt og kunne godt genkende stedet for vores sidste kamp, men det var underligt fordrejet. Alle de døde kiggede direkte på mig med et spørgende blik. Hvorfor havde jeg taget deres liv? Ved at tage deres havde jeg også dømt mig selv til intet liv at have. Jeg drejede rundt og så al ødelæggelsen fra skyderiet. Skudhuller i skiltene var hverdag, men skilte i skudhullerne var noget nyt. STOP-skiltene begyndte at dreje, som en malstrøm af galskab foran mig. Langsomt blev de alle til en form for min ærkefjende, Mario. Hver version var en af de syv dødssynder, jeg kunne se det i ansigtet på dem. De bevægede sig ud af skudhullerne og begyndte at jage mig, undtagen Dovenskaben, selvfølgelig. Jeg prøvede at løbe, men blev ved at glide i det symbolske blod der løb fra mine hænder. De var over mig som mannequindukkerne i "Maniac", men før de kunne spise min sjæl vågnede jeg da vandet ramte mig i hovedet. Over mig stod Bowser, som åbenbart havde arbejdet sig ud af mareridtet før jeg selv. Alting var stadig sløret og grønt, og han lød som Denzel Washington under Ethan Hawke's trip i "Training Day". Langsomt blev jeg mig selv, men jeg ville for altid være mærket af mit trip. Det var som en åbenbaring om at jeg skulle stoppe min destruktive livsstil og elske mine medmennesker- og Paddehatte. Der var ingen grund til al den vold. Bowser spurgte om jeg var okay, og jeg...huh, hvor var jeg? Jeg tjekkede magasinet på min Beretta, greb min jakke og så begav vi os ellers videre på dødens vej. Jeg havde en nagende tanke i baghovedet om noget vigtigt, men ligemeget hvor meget jeg tænkte over det kunne jeg ikke komme i tanke om det. Gad vide hvordan jeg så lige har skrevet det ned?