ordene jeg leverer glimter i jeres ører,
jeg ser hvordan I følger mig med øjnene,
jeg lytter til jeres sorger, glæder og bekymringer,
og med dem bringe solen hjem igen som en anden superhelt.
jeg føler mig allermest værdsat ved at banke med jeres hjerte,
nydelsen af at være den barmhjertige samaritaner,
afhængigheden af at have overflod af overskud,
og visionerne om at se dem stråle af taknemlighed på mig driver mig.
jeg drømte, nej det var nu rigtigt.
jeg bebrejdes, hvor jeg ikke kan finde grund.
jeg omsluttes af sløret af skyld, ja skyld på skyld.
jeg slettes af hukommelsen, og agerer barnligt - i deres øjne.
jeg ser vel det bedste spejl i dem?
så endelig kommer det.
jeg tilgives.
tilgivelsen smager som klorhexidin,
og må bide det i mig, og forestille mig såret jeg skal rense.
jeg krammer for en sikkerheds skyld alle steder.
da går det op for mig at jeg selv er øm,
jeg er sart og skrøbelig.
og da de før strålende øjne nu ser mig,
deres pander rynkes,
og deres øjne skuler.
den silkebløde fornemmelse af hjerterne,
der ville banke for én når man var der for dem,
og hjerterne der ville holde på én selvom man var sær,
de svæver grinende, hånende om mit hoved og bider mit hjerte i tusinde af stykker.
jeg er vist dødeliggjort.