Uforsonlig og igangværende
uden ordstyrer
syntes momentum at trække ud
og række langt ind i fraværet
af alle individerne i lokalet.
Alt bliver oplyst,
alt bliver, ikke genfortalt, og dog.
Alt bliver snarere improviseret, på papir, få timer før og opstillet
til det nærtforekommende.
Intet er overladt til tilfældighederne
mens alfa'erne puster lys
i næste vers.
Alt er... betydningsfuldt
for de tilstædeværende,
alt er nyt, og alligevel
kan der relateres til det sagte,
mens der i tomrummet mellem de sagte ord
skabes stemningen.
Det er i åndedrættet,
i nu'et,
i det fysiske bindeled
mellem det sagte og det nært forkommende.
Det er gradbøjningerne af de frekvente spændinger,
af vibrationerne,
af stemmebåndets udslag
der sætter tidspunktet for den næste
forsonlige orgasme af ord
og udløser spændingerne med endnu et vandfald
af følelser, skriblet fra hånden.
Uden forskydninger
skabes et Colosseum
og magtcentral,
når der bliver skrevet udover papirets kant
og genfortalt
med lyd og fakter.