Det er en af de dage. Alt er gået galt og hun er føler sig mere alene end nogle sinde før. Hendes lærer havde bedt hende komme med på kontoret til en snak. Hun vidste præcis hvad snakken ville omhandle og hun gjorde intet for at komme ud af den, hun fulgte blot med. På kontoret bliver hun bedt om at sætte sig ved det runde bord hvorpå der står to kander, en med te og en med kaffe, der er en tallerken med småkager og hendes lærer skubber dem over til hende men hun tager ikke nogle. Hun vil bare have det overstået. Hun venter stille på at samtalen skal gå igang. "Jeg har taget dig her ind fordi at dine forældre er bekymret for dig, på grund af den nye tendens du har fået dig." læren siger ikke mere men kigger spørgende på hende som om hun selv skal svare, men det gør hun ikke. Hun sidder blot der og er fysisk til stede. Hendes tanker har for længst forladt rummet og er godt på vej til deres happy place. Læren tager forsigtigt fat i hendes venstre arm og inden at hun når at reagere er hendes ærme trukket op til albuen. Nu er hendes tanker klare og hun er udelukkende til stede i rummet, hendes krop begynder så småt at ryste og hendes hjerte banker hurtigere og hårdere for hvert et sekund der går inden at hendes lære endelig åbner munden, "hvad er det?" bliver der spurgt. Uden at tænke svare hun "det var min kat" hun ved hvor dumt det svar lyder, for ingen kat ville kunne gøre det på hende som hun har gjort, men nu giver katten skylden for. Læren kigger skeptisk på hende og spørg "er du nu sikker på det?" Hun kigger op på hendes lærer og nu er hendes blik ikke fjernt men intenst og fast låst, læren rykker en smugle chokket på sig enden at det bestemte svar kommer "JA!" hun river armen til sig og trækker ærmet ned og er lige ved at rejse sig for at gå da hendes lærer siger "du ved godt at jeg har tavshedspligt ikke sandt?" Hun kigger på læren en sidste gang inden at hun rejser sig og med faste skridt og et besluttet sind går ud gennem døren og lukker den efter sig. Hun står et øjeblik og opdager at hun er helt alene. Der, der bryder hendes krop sammen og tårene vælter frem, hun løber ud gennem døren, hun græder voldsomt og kan ikke se for tårene i hendes øjne. Hun løber rundt om hjørnet på bygningen og direkte ind i ham. Han griber fat i hende og trækker hende ind i hans favn i det hun prøver at undvige, "hvad er der galt" spørg han med den stemme der har tryllebundet hende så mange gange før. Han har længe betydet meget for hende og hun ved at der var en tid hvor hun også betød en del for ham. De var engang et par og han kunne holde hendes dæmoner på afstand, men nu er de hver for sig og hun kan ikke få sig selv til at sige hvad der er galt. Deres blikke mødes et kort sekund hvorefter hun river sig løs og løber alt hvad hun kan væk fra ham. Hun løber indtil hun ved at hun er et sted hvor ingen ser hende, her falder hun sammen. Hun give slip og mærker hvordan hendes krop er uden af kontrol, tårene løber ned af hendes kinder sammen med hendes make-up, hendes hjerte slår så hårdt som var det på vej ud gennem brystet. Hendes hænder ryster og hun kan ikke styre dem. Hun græder længe, inden at hun igen får samlet sig og stille går ind i hallen hvor hun skal have idræt. Hun går stille ud i omklædnings rummet, stiller dig foran spejlet, får vasket hendes løbende make-up af og skyldet ansigtet i koldt vand så ingen kan se at hun har grædt. Hun lægger en ny make-up, klæder om og gå lydløst ind i hallen og er med til det sidste idræt.
Dagen slutter og i bussen hjem sidder hun alene med hendes musik så højt at dem bag hende kan høre det. Hun er ligeglad med hvad de tænker, hun vil bare hjem. Hjemme kan hun slippe af med alle tankerne, hjemme kan hun blive fri. Hjemme er hendes bedste ven, bladet. Hun elsker dens skarphed, den renhed og det den gør når hun lader dens klinge lege mod hendes hud. Hun elsker smerten der kommer når hun giver det ekstra lille tryk så blodet begynder at komme. Hun gør det ikke for at dø, nej, hun gør det for at blive fri. Bare et øjebliks frihed er hele smerten værd. Hun mærker hvordan lettelsen spreder sig når hun sidder der på det varme badeværelse gulv og ser blodet løbe, mærker den prikkende fornemmelse sprede sig fra hendes finger og op gennem hele armen. Hun nyder når hendes blik bliver sløret og hun ikke længere kan se virkeligheden men skabe hendes egen. Og når hendes muskler begynder at miste deres kræfter og hun lader armen falde til gulvet så høre hun den bedste lyd hun kender. Lyden af det kolde metal der rammer gulvet og giver hende afslappelse. Hun begynder at smile, for lige nu er hun der hvor hendes krop føles let som en fjer og hendes tanker ikke længere fare rundt men blot er tomme og ikke betyder noget. Hun kan mærke hendes krop synke sammen og når hun så bruger de sidste kræfter på at lægge hovedet på gulvets varme fliser så ved hun at friheden kun er et enkelt åndedrag væk. Hendes øjne flakker kort over blodet der stadig pibler frem fra hendes arm og stille farver de hvide klinker røde. Hun smiler og lukker hendes øjne. Hun ånder ud og forsvinder. Nu er hun fri.