Stierne der fører ind i Fælledparken er dem der typisk bliver brugt, men alligevel vælger de unge at krydse en jungle af buske for at komme først til en liggeplads på græsset. Det nyslåede græs, det er lugten der sætter sig i næsen, og forfølger en resten af dagen. Man lægger sig i det grønne tæppe, og fristes måske til at bare blive ét med det. Forsvinde ned i en symbiose, og ignorere kløen på huden.

Så sker det, at Tuborg lander med et bump for ens fødder. Solen der ikke kan forhindres af en eneste sky, har sørget for at øllerne ikke skal drikkes kolde. Niks. Lunken øl gør nu heller ikke så meget, når hyggen er der. Det bliver i grunden meget mere hyggeligt, når man er ligeglad med temperaturen på genstanden man drikker, for så er vi straks også mere primitive. Omkring lyder grin, skrig og slag fra de hårde slåskampe. Enhver er sin egen lykkes smed ville de liberale sige, og vi forventer vel alle sammen, at det kun er liberalister der kommer op at slås. Den larmende summen der er over parken, døser én længere ned i græsset, der efterhånden har mikset en aroma af pis, øl og røg til sin duftcocktail.

Bare ben, blottede arme og langt fra barberede ansigter viser sig tæt ved mig, og vi klumper næsten sammen i en socialistisk enhed. Deler af armsved, spyt, øl og fedtede chips, mens politikeres opfordrende stemmers rungen i mikrofonerne, prøver alt for optimistisk, at bringe os alle er i front for lige præcis denne politikers politik. "Big bad wolf" fra de handy højtalere bag mig overdøver de politiske foredragsholdere, og egentlig siger de vel det samme om regeringen og modpartierne.

I denne unge alder interesserer politik os en papand, og det ved vi jo godt er dårlig stil. Vi er jo fremtiden, ville vi få tudet ørerne fulde af. Hmmfh, de elskende par op af træerne, bag teltene, inde i buskene og langs boderne emmer af ferimon og testosteron, som jeg straks hellere kaster min opmærksomhed på. Man misunder deres hengivenhed til hinanden, og måden de frit lader folk stoppe op og kigge på, ja lige frem tage billeder af dem, som en souvenir til det mindeværdige fotoalbum "Anno 2011". Rusen af ungdom var ligesom dengang vores forældre var unge, hvor der var nogle der helt glemte at tænke på i morgen, fordi tingene skete i dag, og hvad skulle de i grunden med i morgen, når fremtiden alligevel ikke var til at planlægge. Det har ikke ændret sig siden dengang. På trods af de få der samler billeder til fremtiden, så er vi er nu stadig de snavsede unge, der løber nøgne rundt, og ikke aner tid, sted eller sammenhæng, og hvis endelig der er noget, der har ændret sig første maj i Fælledparken så er det personerne, ikke talerne. Gennem larmen får man lige tydet ordene "Det Danmark, vi får i 2020, afhænger af de beslutninger, vi tager i 2011". Hvornår har det nogensinde været originalt, Helle?

Når så eftermiddagen trænger sig på, skyerne har båret solen med sig, græsset holder sippet om cigaretskodderne, mens de efterladte joints bliver samlet op og babbet igennem for det sidste indhold, så rejser man sig iført cider, øl, blå mærker og liggesår, og det eneste der står tilbage er de sidste timers minde om, hvordan politikerne fik os til at vente på Godot.