Gråden blæser gennem den lukkede dør og rammer Thyra. Hun er tyve år og sidder i en stol på en lang, ond gang.
   Hendes mund er fuld af citronvand, som hun ikke kan synke. Struben er snøret sammen. I maven koger de dråber, hun fik ned for et øjeblik siden.
   Tommy græder. Hun springer op fra stolen.
   Hun vil ind til sin søn. Nu.
   Og så bliver der stille. Alt for stille. Har hun hørt forkert? Bildt sig noget ind?
   Hun gør en synkebevægelse. Det risler gennem halsen og åbner struben. Køler de kogende bobler. Men hun ryster. Gnider sine svedige hænder mod hinanden.
   Mærker en stor, varm hånd på sin skulder.
   Godt Jens er her. Hendes store, stærke Jens på atten. Men han kunne nu godt have taget rene bukser på. I det mindste have vasket hænder. Selvom han var lige ved at rode med knallert, da hun skreg, at han skulle få fat på en ambulance.
   "Han vrælede," siger Jens nu.
   "Så er han ikke...," begynder hendes mor. Mærkeligt som hendes tynde stemme ligesom knækker over.
   Hun står med et gammelt nummer af "Femina." For et øjeblik siden ævlede hun vist om et mønster. Om at sy en jakke til Tommy. Med pelskant. I rødt stof.
   Det var mens hun selv, Thyra, planlagde at myrde lægen, hvis han sagde det, hun ikke vil høre.
   Når en af de syv læger sagde det. Der var syv. De kom farende, da de ankom med Tommy på båren.
   Så lille. Så stille. Så underligt blå.
   Men de er nok ikke læger, alle syv.
   Døren er orange. Lukket. Tavs.
   Thyra er svimmel. Skal tisse. Kaste op. Og vil ruske Tommy. Så han græder igen.
   Det gør han. Han græder. Ikke så højt som før. Klynker nærmest bare.
   Håndtaget bevæger sig.
   Døren er 172 evigheder om at gå op.
   "Han sover," siger lægen. Han smiler. Ser træt, men glad ud. "I kan komme ind nu," tilføjer han.
   Tommy fylder så lidt i den store seng. Hans hår er så lyst, så pjusket. Der er en tingest for hans næse og mund.
   Thyra synker ned på sengekanten. Opfatter spredte ord fra lægen: "Respirator. Falsk strubehoste. Slim i den gale hals."
   Men han græd. Han lever.