I februar tager man gerne
grene ind
fra haven til stuen
med spæde grønne skud
som tegn på foråret,
der er på vej.
Til fastelavn og påske
bliver forårsgrene festligt pyntet.
Som en håbets fakkel
springer de ud med tanken på
mildere tider.
Som et symbol
på livets eviggrønne fornyelse.

I gamle dage var fastelavnsriset
meget mere end et symbol,
det var en helt praktisk ting,
som dengang var nødvendig,
når vinteren var streng,
når der var mangel,
og forsyningerne skulle strække længe.
Man måtte holde igen,
fastede
og spægede kødet,
som det hed.
I dag ville vi vel kalde det for:
rationalisering og selvdisciplin.
Man brugte riset
til selvtugt, revselse, opdragelse.
Fasten var tid til selvransagelse
og renselse.

Nu om dage er fastelavnsriset
et minde, et levn fra fortiden,
dekorativ pynt og festlig symbolik.
I vores verdensdel
behøver vi ikke længere
at sulte.
Vi mangler stort set intet,
og lærer ofte ikke
at undvære.
Og dog kender vi alle til
afsavn i livet,
kender til at skulle få tingene
til at strække
og vare ved.
At holde ud
i den strenge, kolde tid,
vente med hjertemod
på bedre tider.
Men stærke afsavn
er sjældent noget krav.
Omend det ind imellem
kan være et af tilværelsens
barske vilkår.

Vi er nu omstunder
meget optaget af
mangfoldigheden og variationen
i det materielle,
og alle de muligheder
for udfoldelse,
det giver os.
Alt skal prøves.

Måske glemmer vi
at få tid til den åndelige føde.
Tid til fordybelsen.
Tid til den indre udvikling,
det at modnes, styrkes, forbedres
i det indre menneske.
Måske tror vi stadig;
at det behøver at gøre ondt.
Men man behøver
jo ikke at sulte sig og pine sig selv
for at blive et klogere og bedre menneske.

Måske kan fastelavnsriset
minde os om
en anden verden,
hvor de jordiske krav tier stille,
og hvor sjælen mættes
af åndelig og evig føde.
Hvor hjertet lykkeligt
lever og ånder frit.