Om aftenen vækkes de til live. Digterne, musikerne, malerne - de vågner ude af stand til at se virkeligheden i øjnene, og mens stjernerne danser hen over himlen, er de alene på hundrede værelser, i hundrede huse, i hundrede byer. De er alene, men alligevel er de samlet, de er fremmede for hinanden, men fremmede med ét kendskab.
Måske har vi det alle sammen gemt dybt indeni os. Folk ler af mig, når jeg fortæller, at jeg skriver, og jeg ler oftest en smule med og mumler: "Ja, det er sgu lidt underligt," Også selvom at jeg egentlig ikke synes, at det er underligt. Det er ikke underligt. Det er mig, og det er os, og der er tusindvis af os drømmere, endda flere end du tror.
Vi vil gerne være brændende. Vi vil gerne have, at folk ser os, og alligevel vil vi ikke være helt synlige. Vi vil anerkendes, men nogle af os bliver generte over folks ros - jeg rødmer med mine femtenårskinder og siger, at det da ikke er sandt. Jeg er da ikke dygtig. Og jeg er heller ikke dygtig, blot fordi du aer mig over håret, når jeg inhalerer. Jeg gør det bare, blot fordi at det er let, og fordi det skal gøres, det bliver gjort. Og nu er det gjort.
Vi skriver om verden, som den er, som den altid har været, og som den måske altid vil være. Vi skriver om realiteten, om drømmene, og vi nikker irriteret, når folk forstyrrer. Ord er vigtige. Vi kender deres magt, vi tror på dem, som nogle tror på Gud.
Vi maler flammen i dit digter-hjerte. Vi maler flammerne, når dit hus er vakt til live, brændende. Vi lader fingrene glide hen over strengene, vi lader penslen brænde vores følelser, vi lader ordene danse - vi ved, at de ikke forstår, og alligevel ville vi måske ønske, at de gjorde.
Vi er oppe det meste af natten. Vi ser natten forsvinde om gadehjørnet, vi ser gadelygterne slukkes, og daggryet bryde frem, og stjernerne forsvinde. Nogle af os finder håb i den nye dags frembrud, mens andre blot finder sorg. Jeg er en af de, som lader håbet strømme igennem mig, når jeg ser himlen blive lyserød. Jeg er en af de, som drømmer.
Indtil vi mødes, føler vi os måske alene. Jeg føler mig alene, for jeg har endnu ikke mødt én - derude i realiteten - hvis kærlighed til ord, er ligeså stor som min egen. Jeg har endnu ikke mødt én, som læser og forstår. Og glemmer.
Men der er flere af os, end du tror. End de tror. Vi findes over det hele, selvom man ikke kan se det på os - mit blonde hår er drømmene flettet ind i, og hvis du leder, kan du finde dem, du kan se dem danse og glimte i sollyset.
Vi er på parkbænken, vi læser avisen - jeg læser selv ibyen hver fredag og ellers, læser jeg Kultur, altid Politiken - vi bor i huse eller i lejligheden ved siden af din, vi er vågne nu, vi sover nu, vi spiser, vi drikker, vi indånder drømmene og lader luften sive ud, vi smiler, vi græder, vi danser også. Vi er til fester, vi føler, vi drømmer, og vi sover også - det er bare ikke altid, at det er om natten.

Vi er her. Vi er drømmerne, realisterne, idealisterne, vi er her.