Du er her ikke, og det er evigt regnvejr i lejligheden, der aldrig vil blive vores. Månen fortæller mig historier om det univers, du lever i nu, og jeg ønsker mig til samme planet som dig.

Engang hadede jeg at sove med min kind mod dit bryst, fordi lyden af dit hjerte altid formåede at holde mig vågen. Nu ekkoer tomheden af dit fravær i mine øregange, og jeg ønsker mig tilbage til milde morgensmil og støjende nætter. Minderne synes ikke længere at være mine. De falmer. Giv mig dem tilbage;

Giv mig efterårs natten hvor træerne blev til edderkopper, og vi dansede under stjernerne, og spøgelserne rakte ud efter vores ben, men vi udviklede vinger, da vi faldt. Det her vil altid være vores, græd du med ansigtet begravet i mit hår. De kan ikke tage det fra os. Men hver eneste morgen stjæler tyvene månen, og jeg forstår først, at jeg savner den, når ikke den længere er her. Hører du, hvad jeg forsøger at sige? Jeg ønsker dine kaffekys tilbage, såvel som vores skænderier, og hvordan de endte på sofaen med filtret hår og ødelagte kroppe.

Jeg vil lade dig skille mig ad, blot for at samle mig igen. Jeg vil lade dig erstatte mine organer med lys. Jeg vil efterlade dele af mig selv som støv på hylderne i dit værelse, partikler som danser i eftermiddagssolen. Jeg vil begrave mine drømme under disse trægulve, hvis blot månen lover mig, at du vil vende hjem. Husker du? Cigaretter på terrassen og rødvin under vores tunger. Vi forsøgte os med rim, men de endte altid i latter og ord, vi selv fandt på.

Jeg vil glemme, hvor irriteret jeg blev, når du forsøgte at synge med på sange, du ikke kendte ordene til. Jeg vil holde op med at forsøge at skubbe dig bort, at bede dig hade mig. Jeg vil lære mig selv at kunne sige, jeg elsker dig, imens du endnu er vågen. Jeg forstår det jo nu; det er ikke nok, at du blot ved det. Jeg vil holde mine løfter og forsøge at få ordet kærlighed til ikke at synes så stort, så forkert i min mund. Vil det gøre det bedre? Vil det kunne bringe dig tilbage?

Du er her ikke. Engang imellem kravlede du ud af virkeligheden og ind imellem siderne af bøger og besteg bjerge og besøgte pyramider i dine tanker. Nu er du blot et fragment af hukommelsen, og andre mænds munde har rørt min, siden du sidst kyssede mig. Jeg tænker på dig som en stjerne, for jeg fik engang fortalt, at glimtene, vi ser i aften, stammer fra stjerner, som allerede er døde. Jeg mærker dig i alt; erindringen om dig rumsterer endnu mig, sitrende i mine fingerspidser.

Jeg hader, at du ikke længere kan være min planet. Jeg hader, at du løb tør for ilt. Jeg hader, at du ikke er - og lad mig gøre det så simpelt, som det kan blive; jeg savner dig.