Hun trækker verdener på snor og formår at
få stjernerne til at lyse, når natten falder på og
månen synes at forsvinde i universets evighed.
Hun er malerens blide strøg med penslen
og hun er den lyseblå, jeg elsker, den jeg bedst kan lide.
Hun ser, hvad jeg formår at overse, hun ser mig, mig selv,
og når hun taler i søvne, råber hun og
jeg vil gerne hjælpe hende ud af drømmene, men ved
at det kan være tryggere for hende at være derinde at være
i drømmenes sølvmalede hænder.
Jeg ville gerne holde hende for evigt, holde hende sammen så
hun aldrig kunne falde og lade hendes dele smadre mod gulvet,
så hun aldrig behøvedes at samle sig selv op
Hun har samlet mig op og hjulpet mig herud i lyset og det er nu
Jeg skal forsøge at vinde over skyggerne og det er nu
jeg skal være, som hun var overfor mig
Hun trækker verdener på snor og bevarer jorden i sin håndflade
og jeg vikler mine drømme ind i hendes hår og fortæller hende,
at mørket blot er lysets fravær, som min bror fortæller mig
Og lyset vender altid tilbage
Og jeg vender altid tilbage.