Jeg kigger på forskellige ure. Urene glimter i vinduet. De signalerer vigtighed, de signalerer rigdom og de signalerer velstand.
Ure lavet af træ, ure lavet af metal, ure lavet af jern. Armbåndsure, computerure, radiostyrede ure og optrukkede ure. Urene tikker, urene takker. Urene vil fortælle mig noget. Urene vil fortælle mig, at jeg skal stå op, at jeg skal på arbejde, at jeg skal tage min medicin, at jeg skal tage frokostpause, at jeg skal huske mine aftaler, at jeg skal tage ansvar og, at jeg skal holde, hvad jeg lover.
Urene er tid og tid er urene. Men går man bag om urene, hvad finder man? Finder man andet end tandhjul, generatorer og batterier? Kunne der gemme sig noget dybere? Helt bagved hvor ingen kigger?
Kunne man måske finde opskriften på et øjeblik gemt bag alle tandhjulene? Kunne det være andet end bare, at viseren rykker sig en plads? Kunne det være et skridt, et tryk på en tast, et vindsus, et kys, et skrig, et hjertebanken eller?
Og kunne der bag alle disse tandhjul også findes et svar på, om andre folk tænker på et øjeblik på samme måde som mig? Hvordan tænker min kæreste på et øjeblik? Hvordan tænker min bedste ven? Hvad med min lærer? Eller min mor og far?
Kunne der bag alt dette mekanik gemme sig en sandhed, et hemmeligt dokument, en forseglet kuffert eller bare en hvisken, som fortæller i mit øre, hvordan tiden er indrettet. Som fortæller sagte, at sandheden om tid er lig med ligningen X = Y i 3de eller tiden er lig med den samlede massearvs pædagogiske kulturproduktioner. Eller bare fortæller uden ligegyldige ord præcis, hvordan tid er defineret. Hvordan tid skal forklares for os, som aldrig har følt, at vi har forstået tiden. Ja, som aldrig har følt, at vi havde den samhørighed med tiden. At tiden har været fremmed for os.
Det bringer mig videre til næste spørgsmål, som jeg gerne ville have frem i en forseglet mappe gemt i urenes hemmeligheder. For mens tiden har været fremmed for mig, har andre fuldt forstået tiden. De har brugt den til deres velbefindende og lært mig mange ting om tiden, som jeg hverken ved, om jeg tør stole på eller, om jeg egentlig kan bruge til noget.
De har lært mig, at jeg skal spare på tiden, at tiden går, at tiden flyver, at tiden er en værdifuld ressource og at man jo nødigt skulle spilde tiden. For det første har jeg ikke nogen ide om, at tiden kunne kunne gå, flyve, spares eller spildes. For det kræver jo, at tiden er her. At den fylder noget. At den fylder noget ligesom et bord, en stol eller et hvilket som helst andet objekt. Det er åbenbart sådan, at de fleste har forstået tiden, men for mig er det en umulig tanke. Jeg føler ikke den samhørighed. Jeg føler ikke den forståelse og jeg føler stadig den fremmedhed.