Larm.
   En ambulance med mørke slørede ruder hyler i det fjerne.
   Biler.
   Larm.
   Så meget aktivitet.
   Så mange mennesker.
   Så mange historier.
   Så meget ensomhed.

Hun sidder der på bænken.
   Alene blandt mange.
   Venter på sporvognen som hun ikke skal med. Solen skinner mildt på hendes gule regnfrakke.
   Folk kigger, men de kan ikke se hende. Hun skjuler nemlig ansigtet bag sin arm. Hun er usynlig.
   Hun ved hvad de tænker, men de skal ikke få hende. Hun ved bedre. Hun er ikke deres, hun vil være fri. Ikke sidde i et lille rum. Fængslet og stemplet.
   Benene gør ondt, kludene er viklet lidt for stramt om anklerne.
   Sporvognen kører forbi, samler folk op og lukker folk ud.
   Nye øjne, men ingen ser.
   Maven siger lyde; den er stor men tom. Hun hiver en flaske med cola op af en gammel pose.
   Ingen ved hvor hun har fået den fra, men den er hendes nu. Hun vil ikke give den til dem, så hun gemmer den bag sin arm mens hun drikker.
   Nu er flasken tom. Men den er stadigvæk hendes.
   Hun ved at de alle kigger på hende, vil tage hendes flaske.
   Men hun er bedre end dem, for hun kan skjule sig. Bag armen er hun i sikkerhed.
   Endnu en sporvogn.
   Blæren føles fyldt. Hun har ondt i benene.
   En ung pige tager sin jakke af.
   Hun trækker hætten fra sin gule regnjakke tættere op om ørene og ned i panden.
   Gemmer det runde og plagede ansigtet bag armen for at folk ikke skal se hende.
   Hun giver slip. Det føles varmt ned af benene.
   De folk der ikke ser rykker sig længere væk. Nu er bænken hendes!
   Hun ved hvordan man skal gøre for at få ting.
   Hun ved hvordan man gør.
   Hun ved hvad de alle er og hvad de vil gøre hvis hun ikke skjuler sig.
   Hun er ikke ensom, hun har selv valgt at skjule sig.
   Hun skal skjule sig, det gælder hendes liv.
   Bænken føles rar lige her. Varm endnu.
   Den gule sol brænder varmt på hendes regnjakke. Men hun kan ikke tage den af.
   De tager den bare fra hende. Ligesom den cola hun havde. Der er kun flasken tilbage.
   Indholdet er væk. De tog det mens hun kiggede væk.
   Men den var hendes engang. Ligesom bænken snart ikke er hendes mere.
   Der kommer en mand i blå skjorte og mørke bukser. Han har en sjov hat på.
   Han ser sur ud. Han tager bænken fra hende.
   Hun vralter væk på sine hævede ben.
   Den blå mand står tilbage ved bænken og ser selvtilfreds ud.
   Han så hende.
   Hun glemte at gemme sig under armen. Hun må huske for at leve.
   En dag vil ingen se hende mere. Hun glæder sig.