De store bliver små, og de små vokser sig så store så utroligt hurtigt.
   Det var store tider, og han kunne klare alt og konen var så smuk.
   Hun var gravid, og han steg lige mod tops.
   Pludseligt blev der sagt gugu og senere papa, og så var manden far.
   De levede så godt som de formåede, og pengene var små, og det var koldt ind imellem.
   Men de elskede at elske hinanden, og de blev ved med det altid.
   I takt med et lille barn blev større og større, og de indså det ikke.
   Sport, konfirmation, piger, fest og en dag med et sæt vågnede de, og så at alt var væk. Den dag drengen fra reden fløj knugede faderen hænderne af fortvivlelse. Kunne de nu bære hans lille dreng? Og kunne han bære at se drengen flyve væk?
   Hvad skulle han dog stille op nu? Alene kunne han trisse rundt og se til, og måske håbe på et opkald i ny og næ. Måske en invitation.. Forventningerne er ikke høje hos en ensom mand.
   "Farvel og tak for lån," sagde han til sig selv da dagen var kommet da sønnen svævede af sted. Ud i den enorme verden. Hvordan skulle han dog klare alt det faderen selv havde været igennem? Alle de tæsk man fik, alle de kampe man ustandseligt skulle vinde, men tit tabte. Og han vidste jo ikke hvad han ville med sit liv - en rigtig bohemen! Kunne han dog ikke få sig en uddannelse?
   Faderen vinkede farvel og sønnen kørte af sted.
   Og der stod de så, de to mennesker der havde opfostret den lille dreng med al den kærlighed de kunne, og ofret og grædt og grinet og smilt og brugt de sidste 20 år af deres liv på. Hvordan skulle de håndtere denne amputation? Denne penetration af deres hjerter - og den aften græd faderen en lille tåre for sig selv, imens han gik fotoalbummet igennem på jagt efter gamle minder. En fjerdedel af deres liv gik han igennem den nat, og konen spurgte om han ikke kom i seng - og det kunne han ligeså godt, så det gjorde han.
   Da han vågnede vidste han ikke at sønnen var rejst, og i forglemmelse løb han ned til sønnens rum, og råbte om han ikke havde lidt pisse travlt med at komme i skole, men da han åbnede døren var, der et tomt rum fyldt med det bare ingenting. En plakat hang skævt og de enkelte flyttekasser der stod tilbage, var som en voldtægt.
   "Farvel og tak for lån," hviskede faderen og lukkede døren forsigtigt.