Et sukkeløst univers. Fuldstændigt. Lidt ligesom ekkoet af et skrig man endnu ikke har hørt. Derovre. Lige derovre bag tanken, som i dette tilfælde er afbilledet af en hånd. En hånd som siger 'stop'.

- Må jeg se dit kørekort hr.?
   - Hr.? Jeg er ikke gift du. Så formelt behøver du ikke snakke til mig.
   - Fint, fint. Men kortet?
   - Ja, hér.
   - Tak. Kør du bare videre.
   - Du? Det hedder 'De'.
   Betjenten ryster på hovedet og vinker bilen videre.

Aftenen går videre i ro og mag. Fartstriben minder mere om kokainbaner end reguleringsmaling. Det er 'speed'. Det skal gå hurtigt. Rigtig hurtigt.

Det hele minder om ét stort rod af ild, glas, bøjet metal og radbrækkede skrig. Det var for hurtigt og jeg ved det godt. Ekkoskrig.
   Et ansigt indsmurt i blod spørger om hvad jeg skal i aften. Jeg siger, at jeg såmænd er helt fri.

Røg. Gør bagfra. Ja gu gør jeg dét. Jeg er da ligeglad med risikoen. Risiko er kun en dårlig undskyldning for frygt.
   Jeg skyller en 'copa-cabana-hawaiilyst-kvæl-mig-nu' drink ned, med et gram skam til.

Sikke et 'rush'. En usikker gangart er tit indikator for en succesfuld aften. Afbilledet i en kvinde. Nøgen. Blottet. Uden jeg er tilstede. Ender såmænd igen i et skrig. Ekkoskrig.

Fuglekvidder. Dejlig lyd. Man kunne fristes til at ønske sig til landet. Sådan helt sorgløst.
   Hvad fanden er det dog jeg tænker? Greb en landlig tanke på fersk gerning og sender den med en skummel bagtanke ud i smoggen.
   Jeg står nøgen foran det store panoramavindue og ser en skare af små prikker.
   Vinden suser dejligt i mit hår; endnu en gang 'speed'. Fart. Handling. Skrig. Ekkoskrig.

Som en plamage af ren morbid sødme. Jeg prøver at smile, men mit ansigt er smadret.
   Hun kigger
   ned.
   Endnu et skrig. Jeg hørte det bare ikke. Kun ekkoet.
   Ekkoskrig...