I nat vågnede jeg kl. 4.00 jeg græd. Havde drømt at min bedste ven var død. Troede det var virkelighed, indtil han gav lyd fra sig..! Den er skrevet som om den var til ham.

Jeg husker den så tydeligt. Vil du høre den...?

Et eller andet sted tror jeg godt at jeg vidste at du ville dø, jeg kom og besøgte dig der hvor du lå. Sad længe hos dig. Kiggede på dig. Nogle gange kunne man
snakke med dig, andre gange ikke. Det var underligt - for du fik ikke noget medicin. Jeg tror du var glad for at jeg kom, det virkede sådan. Også selvom du ikke sagde noget. Men selvom jeg vidste at tiden var inde, ville jeg ikke bare lade dig ligge der helt alene. Tænkte at du sikkert ville have gjort det samme for mig. Det var jeg ret sikker på. Men nu var det mig der skulle gøre noget godt for dig. Havde jeg længe drømt om at få lov til, men måske ikke lige på denne her måde. En af de gange jeg kom var du væk, jeg gik ikke en gang i panik. Jeg kunne mærke at du ikke var langt væk. Ventede på dig ved din seng. Så kom du, med det højeste humør og du var gående. Det var længes siden du sidst havde gået. Alt virkede som om du var ved at komme dig. Jeg blev glad. Så glad at tårerne bare trillede ned. Tænkte på om nogen så alligevel havde hørt min bøn. Den dag gik jeg hjem og var glad.

Da jeg kommer dagen efter, er det som om det hele gentager sig - forfra. Som om dagen i går ikke havde fundet sted. Jeg undrede mig, kiggede på kalenderen. Den var en dag bagud, kiggede på mit ur. Alt var en dag bagud. Det eneste der var anderledes - var mig.
Jeg gik ikke hjem med højt humør, for jeg vidste at noget var halt forkert.
Det var noget der ikke stemmede, som om nogen prøvede at skjule noget for mig.
Hele natten lå jeg og tænkte på dig, som jeg så tit havde gjort.

Da jeg næste morgen ankommer til din stue, var alting blevet sig selv igen. Du lå bare der, sagde ingenting. Sygeplejerskende kom aldrig og fortalte mig, hvad som var sket. Men jeg var også ligeglad. For selvom dine øjne var lukket, kunne jeg stadig godt se og mærke hvordan du havde det. Du havde fået tilbagefald. Jeg kunne mærke at det var lige op over.
Din rejse skulle snart begynde. Græd en enkelt tårer, men tørrede den hurtigt væk. Jeg ville ikke have at du skulle se, hvordan jeg havde det. Ønskede bare at du fik den bedste rejse. De bedste minder med dig. Det ved jeg ikke om jeg gjorde godt nok. Jeg ville ikke forlade dig, den dag. Jeg blev hos dig til næste morgen. Vågnede ved at solen skinnede mig lige ind i hovedet. Den varmede så dejligt, alt virkede til at det skulle blive en god dag. Da jeg kigger på dig, er du vågen. Prøvede at tale til dig, men du kunne vidst ikke høre mig. Timerne gik, og jeg blev mere og mere ked. De fandt aldrig ud af hvad du fejlede. Måske vidste du det godt selv. Jeg rejste mig op, stod og kiggede på dig. Holdt din hånd i min. Da du pludselig drejer hovedet, smiler og siger:
"Du er min bedste ven, også i himlen! Husk jeg holder af dig, fordi du er som du er. Jeg elsker dig for den du er. Jeg elsker dig for det du har gjort for mig. For den hjælp du gav mig. Jeg ville ønske jeg kunne gengælde det en dag. Husk vi zez i himlen en dag. Der venter jeg på dig, min bedste ven."
Kysser mig blidt på kinden, for sidste gang. Du lukker øjnene og ånder ud for sidste gang.
Alt bliver stille. Jeg kan ikke klare stilheden. Løber fra dig, mens jeg græder. Min mors fætter står oppe på en eller anden altan, jeg kigger op på ham. Kigger tilbage på dig, det så ud som om du kigger på mig.

Jeg så dig aldrig mere. Vågnede og græd, mon min drøm var
virkelighed. I min drøm, er du Fætter Ole, altså det er dig, men i starten er du Fætter Ole. Senere hen bliver du så dig selv. Det er underligt med drømme. Synes jeg godt nok..!

Hver og en detalje kan huskes. Det kunne blive til en hel historie. Man må sige at det var en meget fredelig død.