Klik-lyde fra tastaturet synger hult deres vej gennem den tomhed, som er mit værelse. Jeg sidder og tænker, jeg plejer at sige at jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være, i dag skriver jeg for at komme væk. Væk fra ensomheden, væk fra den tomhed som omgiver mig og fylder mig.
   Farven er falmet fra det maleri, som er mit liv. Det er flosset i kanterne, krakelerer. Sidder og be'r en stille bøn for mig selv, kigger bedende paa min telefon - er der ikke liv derude? - et eller andet sted, hvem som helst. Men alt er Tavshed. Kigger et sekund rundt paa de plakater som udsmykker mit værelse. Jeg bryder mig ikke om dem, de symboliserer en fortid, som ikke længere er mig. Hovedparten af min væg optages af en kæmpe trampolin, som ikke er min egen: en paamindelse om at jeg er paa vej videre - men hvorhen? Videre til hvad? Videre ud i tomheden? Jeg føler mig hul indeni. Jeg ville ønske at det hele bare ville holde op med at staa stille.

Jeg har indset at det ikke er muligt at elske mig.

Ikke som jeg er nu. Jeg gider ikke lede efter et haab for tiden, hvorfor skulle man det? - hvad er pointen i at ønske og drømme? - Det eneste haabet kan tilbyde er skuffelse. Ensomheden jager igennem mig. Alt er intetsigende. For en kort stund fornøjer jeg mig med tanken om at én eller anden maaske en dag vil sidde og læse dette - men nej.