Så kommer tiden. Du trænges simpelthen op i en krog. Foran ophobes et bjerg af nisser, julehjerter, slik/ slankekure, gaverace. Du slås vildt for at slippe fra, men hvad hjælper det? Skriiiig. Julen er på vej. Butikkerne får på mærkeligste vis smugler klejner, kalenderlys og sylte ned i din indkøbskurv og så er der ikke andet at gøre end at betale ved kassen. Børnene har allerede konkluderet at de snoldede julegaver du plejer at afspise dem med ikke kommer til at gå i år. Din arbejdsgiver forventer at du arbejder hver dag i hele december måned. Pengene af overarbejdet kunne du også godt bruge efter alle de rudekuverter der det sidste stykke tid er dumpet ind af din brevkasse, især til dækning at dem fra banken, hvor de bliver ved med at skrive minus foran din kapital. Men pengene fra overarbejdet er ikke en realitet før januar/ februar måned. En realitet er tilgengæld ægtefælden det netop denne jul mener at der bare ikke skal mangle noget i juledagene (1/12 til ca. 6/1) og for resten har han/ hun lige inviteret hele den skaldede familie der med glæde ser frem til at spendere hele julen med dig.
Skulle du være arbejdsløs, vil hele familien med garanti forvente at du stiller med det perfekte julebord, nu hvor du har så god tid og alle de penge du har sparret sammen hele året af din fede understøttelse.
Men livet må gå videre, så du finder dig et arbejde.
Det medfører at du skal op før det er blevet lyst. Ned og prøve at få startet bilen. Og nu er der 2 muligheder:
1) bilen fungerer, men vejen er stadig tilsneet, så du ikke kan komme frem. Du må tage bussen.
2) Bilen fungerer ikke, så du må tage bussen.
Bussen er med garanti 1) forsinket og når den kommer, er der allerede så mange passagerer med, at du må vente på næste bus eller 2) aflyst på ubestemt tid.
I mens er du blevet kold og forfrossen, og du ved at den sygdom din krop lige i øjeblikket overvejer, vil hverken din arbejdsgiver eller familien kunne lide.
Nå, men til arbejdet må du. Så du bjerger dig vej frem til cykelkælderen, da du i fjern erindring fra forrige jul mindes noget om at din cykel skulle befinde sig en der.
Når du endeligt når frem finder du da også den famøse cykel, men ak dækket er fladt. Op i lejligheden og finde cykelpumpen frem. Hvor fanden er nu den. Efter 2 væltede vasketøjskurve og 1 væltet affaldsspand (føj for den lede) finder du cykelpumpen.
Nu er der intet der kan stoppe dig. Du føler at nu er du herre over situationen. Lige ind til du ude på vejen ser den halvtomme bus til stationen trille hen til busstoppestedet. Nu skal der tænkes hurtigt. Skal du løbe hurtigt over for at se om du kan nå bussen. Nej, for så kører den nok lige for næsen af dig, så du vælger at få cyklen til at ligne et transportmiddel igen, og mens du står og pumper cyklen holder bussen lige netop så lang tid ude ved busstoppestedet at du kunne have nået den.
Op på cyklen og kælke ned til stationen. Når du endeligt når stationen ser du at de mænd der skulle have ryddet vejen for sne, så din bil, din bus og din cykel skulle kunne komme frem, har startet morgenen med en stille pils.
Lad det ikke ødelægge din dag, du har jo nået til stationen. Du spænder op til stationen og rækker efter tasken og klippekortet og finder ud af at det eneste du har fået med er en pose. Nede i posen ligger cykelpumpen og griner af dig. Nå, men pungen har du da stadig, så du køber et nyt klippekort til samlingen derhjemme.
Turen til arbejdet foregår dog uden yderligere kvaler. Livet er ikke helt grusomt.
Det er fredag og alt har jo som sagt en ende, også arbejdsdage, hvor usandsynligt det end lyder mandag morgen når vækkeuret terroriserer hele nabolaget med sin infame larm. Men kan man forvente andet af et vækkeur givet af svigerfamilien.
Hjemrejsen fra arbejde går da udmærket indtil du arriverer til din hjemstation, for så står du foran dagens bjergbestigning. For af en eller anden grund ser stier og veje lige så rodet og fortvivlet ud som da du forlod det i morges. Mændene der snerydder, er gået hjem.
Du baner dig vej mod nord-øst hvor du ifølge den del af hjernen der hedder hukommelsen, mener at have placeret din cykel. Det er først her det går op for dig hvor idiotisk selvudslettende det er at købe en cykel der ligner alle de andres. For man skal jo "ikke skille sig ud" fra flokken. Efter at have prøvet koden af på de første 25 cykler og have dannet en kreds af 5- 6 skolebørn, 3 pensionister, 2 mødre med småbørn og sidst men bestemt ikke mindst 1 politibetjent finder du den rigtige cykel.
Da du kommer hjem spørger ægtefællen, hvorfor i al verden du først kommer nu. Du overvejer at sige noget meget hurtigt efter hinanden, men hvorfor ødelægge weekenden og julehyggen.
Hygge! Det var måske for hurtigt sagt, for lille Anton ligger allerede halvvejs inde i dybfryseren, mens han skriger med en stemme der vil få et hvert anstændigt tågehorn til at gå på efterløn, om hvor i ind i hulen helvet issene er blevet af.
Du prøver pædagogisk at forklare ham, at han sådan set har spist de 10 sidste i går og at I snart skal have aftensmad, mens du ihærdigt og mirakuløst lykkes dig at kvæle den indre lyst i dag til at drible ham hårdt 3 gange ned i gulvet, proppe ham under den kolde vandhane og derefter i fryseren, så han ligner en meget dybfrossen dreng, dog uden at ægtefællen opdager noget. En tanke der dog kan få humøret til at stige et par grader.
Men humøret holder sig ikke der oppe ret længe da ægtefælden i næste åndedrag hårdnakket utvisteligt konkluderer at du sagtens kan nå ned og købe is før forretningerne lukker og han/hun skal for resten, når du nu alligevel skal der ned, have en 40- 50 småting med, der i hvert tilfælde vil koste et besøg i samtlige forretninger i det nye storcenter.
Du nægter dog ligeså hårdnakket at bedrive dig derned igen med så gode argumenter at hvis det havde været et vælgermøde i USA, kunne have brunget dig direkte ind i det hvide hus i Washington.
Men ak dette er ikke USA og hvad du ved af er jeres hus end ikke hvidt så 20 minutter efter tårner det nye storcenter sig op foran dig, som en stor pengeblodsuger.
Hjemme igen står maden på bordet. Dejligt.
Spiser den. Uhm. Noget godt er der i tilværelsen.
Selv lille Anton sidder stille og spiser. Jeg må spørge mig: Sover jeg eller er jeg vågen.
Kort tid efter sover jeg i hvert fald godt og trygt inde i soveværelset og ikke 10 vilde heste skal vække mig før i morgen.