Blodet løber ned af mine hænder og drypper på gulvet. Det gør ondt, men det er ikke det vigtigste lige nu. Jeg gjorde det ikke fordi jeg ønskede at gøre smerten fysisk, men fordi jeg ønskede at gøre den visuel... jeg gjorde det for opmærksomheden. Men hvad hjælper den når ingen ser mig? Hvis jeg skriger nu, ville folk høre mig og komme løbende for at se hvad der var galt... men jeg vil ikke høres. Jeg vil ses. De skal se mig. Holde om mig. Trøste mig. Sige at de vil være der for mig altid. Der er meget nu. Det skræmmer mig lidt at der kommer så meget. Det var jo bare et lille snit. Jeg håber ikke der kommer ar. Ar er så grimme. Når de finder mig vil jeg ligge livløs. Blodet vil løbe ned af min mave. De vil tænke "sikke en flot mave", og så vil de begynde at græde fordi de holder så meget af mig. Eller jeg vil ligge og krølle mig sammen i foster stilling. Prøve at gemme mig i mig selv. Nu er mine hænder helt røde næsten. Jeg kan stadig se neglene med den afskallede neglelak. Det var også åndssvagt at jeg ikke lagde neglelak inden... nu er det for sent. Jeg begynder at blive en smule svimmel... det er en underlig følelse. Men det kan ikke være blodmangel... jeg har ikke mistet 2 liter endnu. Og jeg plejer da heller ikke at blive dårlig af at kigge på blod. Lige for en sikkerhedsskyld sætter jeg hånden ned på gulvet. Støtter mig. Jeg har det så mærkeligt... det hele føles så uvirkeligt...
   Måske er det på tide at jeg ringer til Andrew...?