Jeg havde en gang en kanin, som jeg fortalte alt til. Jeg sad sommetider flere timer, hvis jeg havde noget at snakke med hende om. Og jeg følte at andre ikke ville hører efter. Hun var der altid. Hun slikkede mig på kinden og det betyd "ja", og når hun ikke gjorde det, var det et "nej". Jeg følte at hun var der altid, og at hun hørte efter. Men det kan godt være at det kun var en følelse. Men jeg tænker meget over det.
Jeg skulle på cykeltur en dag, og da jeg kom hjem, ville jeg gå ud til hende. Min plejemor sagde at hun havde en trist meddelelse. Og jeg troede det var min farfar, som var død. Han havde været syg længe. Det havde endnu ikke været alvorligt.
Så kom beskeden: "Din kanin er død."
Jeg brød totalt sammen foran hende. Det var en hård besked. Hun spurgte om jeg ville ud og se hendes grav. Jeg sagde selvfølgelig "ja". Da vi kom ud til Mathildes bur, fortalte hun, at om søndagen havde min plejefar været ude hos den. Og den så ud til at være frisk, desværre tog han fejl.. For om mandagen, havde den gravet sig ned under en hønselåge. Mathilde boede i hønsehuset. Så tog han en kasse med halm og lagde hende derned. Men hun skulle nok selv bestemme, så hun gik eller løb (alt efter hvad den magtede) ned i den anden ende af buret. Da den havde et stort bur. Så gik der ikke mere end 2 timer, så var den stille sovet ind. De nåede ikke at gå til dyrlægen. Og jeg kunne ikke komme hjem fordi jeg var på cykeltur. Ellers havde jeg kunne nå at have sagt "et sidste farvel".
Da vi så kom om til graven, havde de lagt at par fliser over - så vores hund Luna ikke skulle grave den op igen.

Efter det, har jeg været deromme mange gange. For at sørge. Jeg savner en at holde så meget af, som jeg gjorde af hende. Der er ingen der kan tage hendes plads. Eller være som hende. Mim Mathilde. Jeg havde hende i næsten 3 år, og pludselig er hun væk og alt er tomt. Jeg har bare at spørgsmål? Hvorfor forlod hun mig her på denne gudsforladte jord. Jeg havde jo sagt jeg ville med.