Det Du og det Jeg, der i visse situationer
smelter sammen til et triveligt Vi
truer os med at overskygge fascinationen -
- den spontane kærlighed til kønnenes forskellighed.

Derfor beder jeg dig med inderligste styrke
om at vi hjælper hinanden med aldrig,
aldrig mere at sumpe ind i hinanden
og ende som en nuanceløs masse af borgerlighed.

For der er egentlig stadig liv i min glød
og af og til mister jeg stadig frygten for nuet
når jeg ser dine let spredte læber
forme sig til en elipseformet himmelåbning.

Jeg er stadig forelsket trods frygten
for ikke at kunne give slip på trygheden
og med tiden svinde ind til usoigneret provinsinventar
der går til bageren i joggingtøj om søndagen.

Og det er egentlig dén jeg vil bevare:
den raffinerede angst for at blive kedelig,
for tænk hvis for store doser blid dobbeltsengserotik
pludselig skulle slibe rundsavene af mine albuer!

Så ville jeg ikke kunne forsvare mig overfor livet
hvis det senere spurgte mig: "Hvad gjorde du af dig selv?
Du blev måske væk engang i nem, oplagt kærlighed,
forsvandt blindt i samme tomrum som dine ambitioner?"

I stedet vil jeg gøre det til min plan
at dyrke passionen så dens rus gør mig evigt ung
jeg har brug for afstand, savn, vildskab og spørgende kys
- ja, netop at du spørger og ikke tager for givet.

Ud fra dette er det nemlig muligt at dyrke
den sitrende luft mellem os, der gør os til
tusind fantastiske dele i en vidstrakt relation
lad os ikke drukne i skyggeløs helhed og besiddelsestro.