Hvor var hun smuk
prinsessen
som hun sad der
højt oppe i elfenbenstårnet
tæt under himlen

hvor ville jeg elske hende
kunne jeg blot nå hende
forpustet kravled jeg op
men min stige var for kort
og tiden slog ikke til

hun havde kaldt på mig
endda flere gange
men da jeg bad hende stige ned
nægtede hun
på grådens rand

Da så jeg nu
hun var begravet i sand
kun hovedet var stadigt frit
kroppen ikke eksisterende
men hun læste stadig

først da forstod jeg
hun måtte være en engel
ikke af denne verden
dømt til at leve
mellem himmel og jord

alligevel tilbad jeg hende
forstod det ikke
da jeg forlod hende
følte jeg hendes tårer
løbe ned ad min kind

nu lever vi vores eget liv
hun i tårnet
jeg på jorden
jeg vinker til hende om natten
når drømmene tager fart

hvad hun hedder
har jeg glemt
jeg nøjes med at kalde hende engel
hvad hun kalder mig ved jeg ikke
måske har hun glemt mit navn

når det bliver jul
og jeg danser rundt om juletræet
er hun på den grønne gren
lysets engel hedder hun så
så er vi atter forenede