Du kendte mig førhen
Da jeg var en ung kvinde
Smuk og hengiven
Nem at elske

Jeg tillod dig at se hjørner af min sjæl
Som ingen andre så
Du berørte dele af min krop
Som ingen andre kom nær
Du hørte ord fra mine læber
Som aldrig er gentaget

Da alle andre sagde farvel
Fandt vi frem til hinanden
Vi genkendte sorg og smerte
Brugte hinanden til at hele
Men det var ikke nok
Jeg var for rodløs
Uvis og bange
Du fornemmede min angst
Min usikkerhed
Og du vidste hvad jeg ikke kunne se

At min forsultne sjæl
Måtte vandre igen
Blindt søgende for det anker
Som kunne holde mig rolig og stedfast

Jeg kan se tilbage og kærligt erindre
Med taknemmelighed og dyb længsel
Men aldrig en nagende fortrydelse
Du er mit mest hengivne minde
Fra en fortid jeg kæmpede så tappert på at løbe fra
Men aldrig kom jeg længere end en tanke
Og det vidste du længe før jeg fortstod

Og mit anker viste sig
Ikke i andre menesker
Materielle ting eller steder
Men til min store overraskelse
Fandt jeg det dybt begravet i mit sind
Skælvende i et mørkt hjørne
På bunden af min sjæl
Min egen styrke bragte det frem
Den dag jeg mødte mig selv