Der står jeg i brudstykkernes verden, med millioner af brikker. Jeg har fået mange til at passe sammen og kan se mange billeder. Nogle er meget tydelige og andre kan jeg knapt skimte hvad forstiller.
Hver eneste dag får jeg flere brikker selv om jeg har så mange. Men der forsvinder også brikker, både fra bunken af ulagte og af de brikker der er lagt og danner billeder. De billeder jeg har lagt finder jeg ud af at jeg til tider mangler vigtige brikker i. For hvert år får jeg lagt flere billeder. Hvert billede fortæller om en person eller hændelse.
Ud af disse billeder ser jeg mit liv, når jeg sidder alene og flytter på brikkerne. Jeg har mange billeder af min familie og mine venner . Jeg har mange gange troet at jeg havde lagt det komplette billede af dem jeg holder af, men så lige pludselig får jeg en ny stabel brikker til disse billeder. Selv om jeg ved at jeg aldrig får det hele til at passe sammen og en del nok aldrig kommer til at give mening. Ja, så bliver jeg ved med at lægge brikkerne også selv om jeg ikke kan lide det billede der fremkommer.
Jeg føler at det er arbejdet værd at blive med at lægge brikkerne i livets puslespil.
Jeg ved nu hvorfor jeg lægger det og ikke bare håber på det bedste. Jeg ønsker at se sandheden for mine øjne selv om det ofte gør ondt. Hvad jeg nægter er at igen glemme er hvor mange smukke og skønne billeder jeg kan ligge med sandheden. Hvis jeg prøvede at danne mine egne billeder ville jeg aldrig se hvor dejlig min familie er eller hvor gode og trofaste mine venner er. Tænk hvis jeg havde frasagt mig muligheden for at se hvor køn og pragtfuld min kæreste er?
Det gør jo så også at jeg ser mine elskedes fejl og mangler. Dog tror jeg på at det netop er derfor jeg elsker dem og fordi jeg holder mit sandfærdige billede op for dem.
Så jeg vil ligge brikker resten af mit liv, selv om jeg ved at jeg aldrig bliver færdig. Jeg vil ligge dem og se skønheder ved siden af afskyligheder. Kun ved at se dem begge ved jeg hvad der er godt og hvad der er ondt. Kun ved at føle smerten ved jeg hvordan det føles at have det fantastisk. Så bare bliv ved med at give mig brikker. Men giv mig de rigtige og ærlige brikker. Så vil jeg vise dig min verden i billeder du aldrig vil glemme. Når jeg så har vist dig mine billeder håber jeg at du vil vise mig dine billeder og håber at jeg kan føje brikker til dit spil.
For livet er et spil.
Et spil mod os selv eller med os selv.
Hvad vi dog tit glemmer er at vi til sidst vil tabe, men hvis vi bare har set ærlighedens smukke billeder og moret os over spillet. Ja, så tror jeg at jeg til den tid kan gå i graven med et smil. Velvidende om at jeg har gjort hvad jeg kan. Jeg håber ikke at jeg her giver dig for mange brikker samlet på et sted til dit billede af mig?
Men jeg har lige fået nogle flere brikker til billedet af mig selv, så jeg smutter igen.