Man tænker ikke det findes mere. Kun på museer. Alligevel finder jeg mig stående i bondehusets første rum, gulvet er belagt med sten fra marken. Imellem stenene fyldt ud med sand og jord. De mørke sten og jorden, lugter som jordslået vasketøj, overfladen fugtig og lettere glat. Fordi der endnu ikke er fyret op i komfuret, der skal tændes op med brænde. Der er hængt en tørresnor fra den ene kalkpuds belagte væg til den anden, forbi skorstenen, så undertøj og nylonstrømper, kan hænge til tørre, når der om aftenen forinden er vasket på vaskebrættet, der nu er placeret foran håndvasken. Her findes ingen opvaskemaskine eller vaskemaskine. Her er hylder med gulbrune tallerkener, forskellige glas, flere af dem sennepsglas, som er blevet genbrugt. Trælofterne virker som om de kryber ind omkring mig, selvom jeg ikke er særlig høj, kan jeg nå loftet med mine hænder, strækker jeg mine arme let. Et køkkenbord med aviser, blade og breve. Man kan se det er her man opholder sig, tæt på varmen af komfuret. Flere steder hænger buketter af lavendel, timian, mynte og andre krydderurter til tørre, hængt til tørre i halmsnor bundet fast omkring de synlige spær. Den søde duft af krydderurter og jorden bliver blandet til en lugt, jeg kun før har oplevet i grotter omgivet af skov, når jeg før har været på vandretur. Eller på Frilandsmuseet jeg kom som barn med skolen. Håndvasken drypper fra hanen kun med koldt vand. Ser vinduet jeg leder efter, jeg bliver nød til at lufte ud, så luften i køkkenet kan blive lettere. Køkkenets vinduer, er med sprosser, som dannebrog, linolie kittet, nogle steder ikke eksisterende. Uvillig til at lade den friske tørre luft komme indenfor. Men til sidst giver det efter. Den tørre luft, rammer mine læber, næse og dernæst videre ned i mit bryst, så jeg føler en befrielse. Jeg står og sunder mig lidt, solens stråler, varmer mine kolde kinder, lukker øjnene for en stund, mens jeg tænker. Hvordan kunne vi ikke vide det. Var det fordi, vi ikke ville vide det. Jeg åbner øjnene og den Lollandske smukke natur ligger spredt ud for mine øjne. Hvordan kan man leve så miserabelt, i noget så smukt ?
Nysgerrig, fordi alt er så nyt i det gamle, så jeg bliver nød til at undersøge. Jeg åbner et brun bejset skab, ser jeg et syn jeg ikke havde regnet med.