Klokken er 02:45 da jeg næsten skvatter ud ad bilen, og humper hen til hoveddøren, hvor jeg ringer på. Den isnende kulde skærer grimasser i mit fjæs, men jeg skal pakken. "Fandens til tidspunkt, midt om natten - de kudner er fame ..." fremstammer jeg for mig selv, da hoveddøren så endeligt bliver åbnet. To sekunder efter står jeg stønnedne i hans dagligstue - overvældet af varmechokket.
Mørke vægge, en cirkel i det fjerne hvor lyset strømmer ind, Besvimer jeg, tænker jeg. Det er som om væggene taler til mig. Jeg kan skimte firkanter på væggene, og det føles som de kaster sig mod mig - usyneligt. Dog mærker jeg dem tydeligt. Jeg mærker 'aleneheden', ensomheden og alt det jeg troede ingen havde overvælde kulden og varmechokket.
En bankende rytme overrasker mig. Skal jeg gå til lægen, har jeg influenza igen; propperne i ørene forvirrer mig konstant. Nu mærker jeg bassens pumpende lyd. Det er musik. En slags real-electronic lyd, noget ala et fremtidscenarie af musik for mig, der bedst kan lide en whiskey on the rocks og et halvfemser, firster, år tusinde ikon synge popsange.
Jeg er ved at tabe pakken da lyset kaster sig i mod mig -kaster sig som introteksterne på de der StarWars film. Jeg fatter mig og knuer pakken. 67 x 49 x 12 og cirka 2 kg. Gad vide hvad der er ui den.
Foran mig står et blankpoleret harmonig træ-bord, og ganske rigtigt er der firkanter på væggene - med andre ord billeder. En mand, min kunde, træder frem, ikldt sort fra top til tå med velstudset skæg og en whiskey on the rocks som han formentligt har skænket sig selv, fra den bar der er i den anden ende af rummet, af dagligstuen.
Jeg rækker ham pakken, får et smil og en underskrift, og så er jeg på vej udi den isnende kulde, der varmer mit sind op. Klokken er nu 02:58