Under lovforslagets andenbehandling gik det op for Ulla Madsen, at visse andre folketingsmedlemmer overhovedet ikke havde nogen føling med hvordan ting fungerede ude i den virkelige verden. Det kan ikke ligefrem siges at ordførerens indledende bemærkninger havde været noget overraskelsesangreb, men ytringerne havde alligevel efterladt hende med en forskrækket følelse, der kun langsomt gik over i skuffelse. Mest af alt var hun skuffet over sig selv, naturligvis. Der havde været mange muligheder for at gøre denne opdagelse tidligere. Og giver det overhovedet mening at være skuffet over sine kolleger, når kollegaerne overvejende er selvoptagede, såkaldt intellektuelle, der alle går i den samme uniform af blåt jakkesæt, og bilder sig ind at et bordeaux slips er nok til at undgå samlebåndslooket?
Hun så flygtigt ned ad sig selv, og konstaterede at hun på det punkt nok ikke selv var forfærdelig meget bedre. Sortblå blazer over lysegrå kjole, sorte nylonstrømper, sorte pumps. Hun sukkede indvendigt, og drak en slurk vand. I en eller anden grad iscenesætter vi vel alle os selv, og det er altid så forbandet let at dømme andre.
Ikke desto mindre var hun stadig forbløffet over forslaget om at forhindre oversvømmelse af Aarhus midtby ved at indføre daglig tvangsbadning for beboere i Gellerupparken. Måske kunne den slags komme på tale sent om aftenen efter et møde i en landlig lokalafdeling af Dansk Folkeparti, forudsat at der havde været fri bar, men hun havde trods alt regnet med at folketingsmedlemmer ville have forståelse for, at vand ikke forsvinder ved at man vasker sig i det.

"Forslag til lov om oprettelse af vandparkeringsplads i Brabrand" virkede nu i store træk ret fornuftigt, og man kunne jo håbe på at udvalget kunne luge lidt ud i de mere absurde elementer inden tredjebehandling og afstemning. Alle var de vel enige om ikke at lade Aarhus forvandle sig til en mudderpøl.