Vi stod på dametoilettet på værtshuset. Det var så forbudt. Vi var alene. Jeg var på vej hjem; det var du også, Der var sket noget tidligere på aftenen. Det snakker vi ikke om. Vi havde siddet sammen, hver for sig, og havde givetvis tænkt de samme tanker. Jeg kunne se det på dig. Der var noget som hang i luften imellem os, nogle ville kalde det sex, andre kærlighed. Jeg kunne mærke, at der var noget, der manglede. Jeg stod lidt. Du stod overfor mig. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne stå her for altid og kigge på dig uden at ane hvad jeg skulle stille op. Med mig selv og med dig og med os to. Der mærkedes et sug i min mave, da jeg registrerede, at du rykkede tættere på mig og bukkede dig ned imod mit ansigt. Du gav mig det blødeste kys og alting stod stille. Mine hænder fandt rundt om din nakke; der var langt op, så jeg stod på tæer. Kysset blev ved; du holdt mig tæt. Det gik meget hurtigt og jeg ville ikke give slip. Noget i mig sagde mig, at jeg skulle holde fast, hvis ikke det skulle gå i sig selv. Uden at vide hvad jeg skulle stille op. Med mig selv, med dig og med det, man måske kunne kalde "os to". Tiden standsede og jeg hørte lyde fra værtshuset, men mærkede kun dig og mig så tæt sammen. Jeg nåede at tænke alverdens ting samtidig med, at der kun var opmærksomhed rettet mod den skælven af lykke, som jeg befandt mig i. Konsekvens, fremtid, frygt, foragt. Og så alligevel kun egoisme, nutid, tilfredshed, følelse. Du vendte dig om og gik, efter verden havde drejet rundt om os i en tid, der standsede. Jeg stod lidt. For mig selv, alene på dametoilettet på værtshuset. Hvad der siden skete, snakker vi ikke om. Med nogen som helst. Ude af stand til at forstå, hvad jeg nu skal stille op. Med mig selv, med dig og det "os to", der blev tabt på gulvet.