Jeg lå i min seng og her havde jeg lagt rigtig længe. Jeg havde ringet på klokken; det var længe siden. Jeg havde registreret den varme, tynde masse, som var blevet udskilt i min ble. Nogen ville kalde det nedværdigende. Jeg lå bare og ventede og kunne ikke vende mig, dreje mig eller flytte mig op eller ned i sengen. Jeg mærkede det varme langsomt blive køligt. Tiden gik. Mine gardiner var rullet for. Jeg ønskede, at lyset kunne strømme ind. Det var langt op på formiddagen. De andre havde travlt. Jeg mærkede det, der havde været varmt og som var blevet køligt, nu begyndte at klø. Sjovt, at jeg kunne mærke det, når nu jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg tøvede med at ringe igen. Jeg vidste jo, at de havde travlt. Og jeg vidste, at der var andre, som havde mere brug for hjælp og andre, der ikke tøvede med at ringe på klokken. Jeg kiggede rundt i lokalet. Jeg følte ikke, at det var mit hjem. Jeg brød mig ikke om porcelænsdukker og hyacinter men det gjorde min kontaktperson. Åbnede man mit klædeskab, kunne man konstatere, at min primær kontaktperson hed Lone H. Der var ikke rigtig nogen, som var undersøgende på, hvad jeg syntes om. Jeg lå bare her med min ble og beklagede mig ikke. Bleen føltes tung og kold. Jeg sukkede, da noget varmt lagde sig og tog kulden men gjorde det våde mere vådt og tungt. Jeg kiggede på nødkaldet. Overvejede at ringe. Kiggede på klokken. Over på gardinerne og skimtede lyset udenfor. Drejede ansigtet ind mod væggen. Lukkede øjnene og gav efter. Følte det salte våde trille ned af mit ansigt. Lukkede øjnene tættere i og pressede munden sammen. Trak vejret ind igennem næsen og bemærkede, at hyacinterne ikke kunne overgå dunsten af udskillelse. En nøgle lød i døren. Lone H gav sig selv adgang. Jeg kunne høre det var hende, for hun råbte og trak gardinerne for med den genkendelige hurtige bevægelse.