Fyldepennen lå stille og urørt på bordet, ulykkelig over at dens herre havde været borte længe. Den savnede sådan at blive skrevet med og holdt om. Den missede mod solens skarpe stråler. "Gad vide hvordan kuglepennen, og skrivemaskinen havde det" mumlede den for sig selv, og tænkte på de mange stunder de havde haft, når de var på det samme skrivebord.

Skrivebordet var et stort flot møbel, som stod placeret mit i rummet, Selvom den havde meget imod skrivemaskinen og kuglepennen, fordi de var noget finere end den selv og drillede den, så lod den sig ikke mærke med det, men nynnede blot for sig selv, og håbede sådan på at blive samlet op igen, så den sammen med sin herre, kunne skrive de smukkeste vers og tekster,

Uret i rummet slog, og fyldepennen talte elle lange slag. "Så var det ved at være tæt på" tænkte den. Normalt kom dens herre klokken tolv og satte sig ved bordet, og tog den op. Den mindedes en dag hvor han havde siddet og kigge på den, og sagt at den var en fin pen, og at den skrev rigtig godt. Den følte sig så stolt, og gavde sagt det til både skrivemaskinen og kuglepenne. Men de havde blot grinet af den og sagt, at den jo kun virkede i korte perioder før den skulle fyldes op igen, mens de havde en lang længere skrive og levetid, og skrivemaskinen var enddog fungerende med elektricitet. Fyldepennen var en kende ulykkelig, men trøstede sig ved sin herres ord.

Men nok om alt det tænkte den og glædede sig ustyrligt og næsten menneskeligt barnagtigt til at dens herre kom og tog den op. Den lagde sig godt til rette ved skriveblokken, tittede over til blyanterne i kruset og op på lampen oppe i himmelen, og lå musestille.

Et 'ritch' og et 'rartch' og et papir fra blokken blev revet af, så den för sammen og rullede hen ad bordet, ud over kanten. I tomme sekunder mærkede den intet andet end tomheden, bordet der susede forbi, inden den landede med et 'klonk' på trægulvet. Her rullede den ind under bordet. . Rystet i sin grundvold og ude af stand til at hverken se og høre hvad der skete, da døren atter gik op.

Et par hurtige trin, og et menneske der sagde noget, den ikke kunne forstå, men dog på en hård måde, så den vidste at noget var der sket. Lidt efter så den sin herres ansigt. Først, var det en sur mine, og så et et stort smil da han så den ligge dér. "Åh der er du" udbrød herren og samlede den op, og lagde den kærligt og forsigtigt på bordet sammen med papiret. "Tænk" sagde heeren, "Jeg var ligegodt bange for at jeg skulle til at skrive et lille digt på skrivemaskinen". Fyldepennen fik rigtignok sin stolthed tilbage, og fra den dag drillede skrivemaskinen og de andre, den aldrig mere.