Mit pokeransigt krakelerede i takt med at bilen fra flyttefirmaet kom nærmere. En truende maskine der snart ville bryde ind i mit liv, køre hendes ejendele væk og ud af mit livs periferi. Jeg havde lovet mig selv, og ikke mindst den person der regerede i mit sind, at jeg ikke ville græde. Det var svære end jeg havde regnet med, den aften da jeg aflagde eden for mig selv. Nu stod jeg her, grædefærdig, men med en knude i halsen der forhindrede gråden i at komme ud.
Denne vinteraften besluttede jeg at en kamp var under forberedelse. Ikke en kamp med min bror om hvem der skulle arve, hvad efter mor, men mere en fejde jeg ikke kunne vise for andre end mig selv. Aldrig i mit 45-årige liv havde jeg fældet en eneste tåre. Ikke engang da mit første barn kom til verden, viste jeg mine følelser. Sat på spidsen kan man sige at jeg tog miraklet for givet, i stedet for at prise mig lykkelig for at noget så smukt kunne komme fra to slags gener der møder hinanden en lummer sommeraften på en afsidesliggende strand. Da min datter sidenhen erklærede sin kærlighed ved alteret, havde jeg ikke grædt. Jeg havde klappet, jovist, men jeg havde haft mine øjne rettet mod gommens lumske smil, og tænkt... hvorfor ham Marie, hvorfor lige ham? Da hun sidenhen blev skilt havde jeg heller ikke vist følelser, men havde sagt til hende at hun gjorde det rigtige i at forlade svinet. Senere havde hun nået det sted i livet som vi, i min familie kalder for "straffesparksfeltet". Hun stod ved sit livsmål. Hendes drømmemand og drømmejob... begge dele afhang af en velplaceret sætning der skulle gå rent ind... men ak, hun ramte langt fra sit mål. Manden fandt en anden, da hun forsøgte sig med en kæk bemærkning. Jobbet gik til en der tydeligvis var smartere end hende. Jeg så hende ryge hovedkulds ud i en Archimedes skrue af en krise. Hendes tyngdepunkt i livet forsvandt da lejligheden blev sagt op. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over for hende.
Vi fandt hende, kold og livløs, med begge håndled skåret over og blodet der flød i badekarret, havde farvet vandet rødt som... ja, blod. Ikke engang her græd jeg, og jeg hader mig selv så inderligt for det.
Bilen holder nu foran vores villa. Oprøret raser i mit indre, og en ukendt følelse krænger sig ud gennem revnerne i mit ansigt... mine kinder bliver fugtige, og jeg synker fortvivlet sammen i armene på min hustru, da flyttebilen, efter adskillige minutter, køre væk med min datters liv pakket ind i kasser af pap.