Betrådt af mange generationer ligger jeg her og føler mig overset og værdiløs. Trådt længere og længere ned i mulden. Ved håndkraft vendt i jorden af et dusin bønder uden, at de har bemærket mig selvom de havde så hårdt brug for netop mig. Bronzen er blevet mørkere og går i eet med jordfarven. Forfalden og rusten venter jeg stadig på at blive opdaget så jeg kan udføre min livsopgave; at bringe glæde og håb blandt mennesker. Jorden der omslutter mig dufter af den friske mark jeg blev tabt på. Dengang for 100 år siden, da min sidste ejer kom ridende i fuld galop over marken uden saddel og uden ridestøvler. En lille dreng med hjertet fuld af håb og eventyr. Drengen fandt mig på et bord i den beværtning hvor han hjalp med at servere for de landevejsfarende ved Slangerup. Hurtigt og behændigt havde han taget mig. Alt for fristende for en lille dreng med slidte træsko og forældre som aldrig havde føde nok. I min altvidenhed og som en der har været i mange forskellige sociale lag af samfundet, vidste jeg, at dette ikke var et ligegyldigt fund. Samtidig glædedes jeg over at blive set og ikke bare drukne i en pung som allerede var fyldt. En hel to-øre med Christian den IX på den ene side og præget i 1897. På lokummet tog han mig frem og kiggede drømmende på mig og ytrede højt: "I dag rider jeg til markedet i Jægerspris og køber mig den lækreste slikstok og resten forærer jeg til moder". Han var lige ved at tabe mig ned i dasset af bare begejstring. Man skulle derfor tro han havde være mere opmærksom, men i sin ungdoms kådhed blev jeg lagt tilbage i den åbne lomme. Jeg lå der og glædede mig, varm og gylden, til at blive lagt i hånden på en anden trængende person. Jeg kan stadig høre drengen stolt synge den fædrelandssang som han havde lært af sin farfar: "I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden fo'r, jeg fægted med åben pande for, hvad jeg for alvor tror". Kraftfuld og stoisk på vej ud i verden for at erobre en slikstok og agere manden i huset. Jeg fornemmede pludselig luften og ville så gerne kunne have råbt til ham: "Pas på! Jeg er på vej op og udover kanten...". Det sagde ikke rigtig noget da jeg endelig faldt ud af lommen og jeg tør slet ikke tænke på den skuffelse det må have været for drengen at opdage sit tab. Glæde og trøst omdannet til sorg og ærgrelse i et splitsekund. Virkelig bedrøveligt, at jeg så har ligget her fuldstændig ubrugelig og devalueret efter så mange år.