Jeg er midt i katastrofen. Orkanens øje. Det suser og brøler. Nogen græder. Andre griner hysterisk. I morgen kommer vi nok i fjernsynet. Men der er vi her ikke mere. I fjernsynet, vil der kun være billeder af folk med gule veste, der leder efter stumperne. Jeg bløder allerede. Jeg er skrøbelig. En blød trafikant af kød og blod, fanget i et inferno af kolossale kræfter og forvredet metal. Hvorfor er jeg her egentlig ? Det var jo virkelig småt det vi kom op at skændes om. Det vil du nok også synes i morgen. Det håber jeg i hvertfald.