Jeg ligger pustende i støvet og stirrer lige ind i de røde øjne der langsomt, men sikkert slukkes.
"Er du okay?" lyder det et sted over mig.
"Jeg lever," påpeger jeg, og tillader mig selv at lukke øjnene og få pusten tilbage.
I årtier har vi prøvet at standse det.
Udviklingen.
Men i krig løber det løbsk. Hver og en vil være den hurtigste, stærkeste og førende nation. Men dette opgør handler ikke om nationer. Det handler ikke om krige menneskene imellem.
Noget vådt røre mit ansigt. Jeg løfter blikket mod schæferhunden. Hun puffer til mig med snuden igen og slikker mig en enkelt gang på kinden.
"Du har ret. Jeg kan ikke blive liggende. Det er ikke sikkert." Jeg aer hunden langs halsen.
"De satans robotter bliver mere og mere avengerede for hver dag der går." Menig Smith hjælper mig på benene.
"Præcist som John beskrev dem," siger jeg tænksomt, og børster støvet af mit tøj. Menig Smith rækker mig det gevær, som jeg tabte i kampens hede. Rundt om os ligger de. Tre T-800. Desværre også to menige. Jeg kendte dem ikke personligt. Tabet er dyrebart, men jeg siger ikke noget. Vi er stadig to tilbage og så længe hunden er rolig har vi intet at frygte.
Menig Smidt sætter snor i schæferens halsbånd. "Vi må tilbage før en af deres spioner finder os."
Jeg nikker og følger efter ham og hunden tilbage mod basen fem km derfra.
Jeg husker intet fra tiden før Skynet affyrede sine atommissiler. Hukommelsestab. Mange af de menige er yngre end jeg. Kun få kan huske, hvordan verden så ud før. Prægtig, siger nogen. Vidunderlig og fredfyldt, beretter andre. I mens går vi i egne tanker i et gold ørkenland. Grønne pletter og skjulesteder er her ganske vist, men kun omkring det som engang var velfungerende samfund.
Sarah var den første som Skynet var efter. Nu er det John. Dommedag var uundgåelig.
Schæferen giver pludselig hals. Menig Smith og jeg retter vores maskinpistoler lige frem for os, hvor benene af en T-7 tetrapot graver sig op af sandet og kryber hurtigt mod os som en edderkop. Det røde øje er rettet direkte mod os og det samme er våbnene. Der er intet andet i dens søgelys. Kun mennesker. Os.
Jeg tømmer mit magasin mod den. Det røde øje går ud. Men dens backup tager over og skuddene flyver os skødesløst om ørene. Jeg ser menig Smith falde, mens jeg skriger, "nej," men formår at løsne hunden, "Løb hjem til John!" og samle min makkers våben op, før jeg mærker noget rive mit bryst itu.
Skynet stopper aldrig. Ikke før du er død.