Hun sad helt alene i sin morgenkåbe og drak te. Det var egentlig ikke helt gået op for hende endnu. Hun vidste godt at det var hendes bryllupsdag, og at hun i dag skulle giftes. Alligevel var hun fyldt med en uforståelig ro. Glæden føltes som et lille lys, der sad i solar plexus og sendte varme og tryghed rundt i resten af hendes krop. Måske var det i virkeligheden teen, der skyldtes varmen. Måske var det lykken. Lykken over snart at skulle se sin store kærlighed og blive en enhed. Aldrig havde hun elsket en person så meget. Et stort smil bredte sig, og afslørede et landskab af rynker i hendes unge ansigt.
Det ringede på døren, og snart befandt brudepigen sig i lejligheden sammen med den unge kvinde. Nu var der ingen vej tilbage. Den unge kvinde der snart skulle blive nogens hustru, skulle i den store hvide kjole, der havde hængt gemt bag stuedøren det sidste døgn. For mange symboliserer brudekjolen en barndomsdrøm, men lige netop denne unge kvinde frygtede synet af den. Hendes indgroede frygt for at ende i et ægteskab som hendes forældres sendte en hær af myrerer rundt i kroppen. Alt kriblede. Og hendes krop var svær at holde i ro. Svær at kontrollere. Den varme som før havde fyldt stilheden i hendes solar plexus blev nu erstattet af en mærkværdig kamp. Udvendig føltes huden, som var hun blevet dyppet i et kar fyldt med is, mens det lille lys i solar plexus nu kæmpede for sin overlevelse ved ubarmhjertigt at sprede tunger af flammer rundt i hendes krop.
Blandingen af den isnende hud mod det flammende indre satte vejrtrækningen ud af funktion og sendte den gispende brud i fængslet af barndomsdrømme. Og som fængslet strammede sit greb om den unge kvindes indre kamp, blev vejrtrækningen mere rolig og det lille lys havde igen trukket sig tilbage til sin plads i solar plexus.
Turen til kirken huskede hun ikke rigtigt. Men følelsen af at stå foran kirken og vente på at måtte gå ind var skånselsløs. Hun var klar til at gå ind. Hun kunne ikke længere holde den indre kamp, der igen var blusset op ud. Myrerne var over alt i kroppen. Inde og ude. De havde overtaget kontrollen, da døren til kirken med ét gik op. Den unge kvindes hjerte gik i stå. Tårerne slap fri, om løb langsomt ned over kinderne, hvor de dannede en ny fortælling. Den unge kvinde fik øje på kærligheden, og med et forsvandt den isnende kulde fra huden. Tårerne fortsatte ufortrydeligt deres handling, mens et smil langsomt bredte sig og satte sig i øjnene. Hendes blik var låst fast på kærligheden. Det var dér hun skulle være. Det var endemålet. Hun ænsede ikke de omgivende udtryk idet hun passerede familie og venner. Kun kærlighedens blik, der havde fastlåst hende i en fortryllende fortælling og fået det lille lys af glæde til atter at falde til ro. Nu kunne hun klare alt.