Rune stirrede tomt gennem vinduet. Regnen silede ned i stænger, så gadens orange skær spejlede sig fra tusind sider. Om hjørnet kom en mand med stålgråt hår til syne. En lædertaske blev flået åben og gennemrodet, for derefter at blive kastet tilbage over skulderen. Med et fraværende blik, slog han en lille paraply op. Et par af stængerne rev sig fri fra stoffet, så det blafrede i vinden.
Manden stod et øjeblik, urørligt. En hånd fandt plads i panden og gned om tindingerne, som for at lindre en hovedpine.
En krum, gråhåret stakkel traskede videre ned ad den våde gade.