Familien er samlet om bordet. "Mmmm", det smagte dejligt siger onkel, og kigger over på sin søster, som er min mor. "Det var godt" siger mor, og smiler til sin mand, som er min far. Far griner over hele hovedet, og tager tilløb til at sende det store fad ris ala mande rundt. "Så er der ris ala mande". "Gad vide hvem der får mandlen" griner han i en fjoget grimasse.

Alle vi børn smiler til hinanden en anelse anstrengt. "Tak far" smiler jeg, og sender skålen til onkels søn, som er min fætter. "Tag du bare en stor portion" siger jeg til ham. Han smiler taknemmeligt. Der er altid en i familien, som skal påpege, hvor meget han efterhånden spiser. Ikke fordi det gør noget, han er jo bare i voksealderen.

Familien spiser i tavshed, men det er den gode slags tavshed, hvor alle leder efter mandlen i deres egen portion ris ala mande. Men portionen bliver hurtigt til portioner eftersom der endnu ikke er nogen fra bordet, der giver sig til kende.

"Hvem har den?" griner min far. "Jeg har den ikke" bliver der sagt hele vejen rundt om bordet. Alle kigger på hinanden, men der er ingen som viser umiddelbare tegn. Det plejer ellers, at være tydeligt at se, hvem der har mandlen.

Et år var det min mormor. Hun gav den til min søster. Et år var det min onkel, der gav den til sin søster. Et år var det min far, der gav den til min kusine.

Da skålen pludselig står gabende tom midt på bordet, er der stadig ingen der har fået mandlen. Pludselig begynder samtalen at handle om, hvorvidt der har været en mandel i ris ala manden. "Er der overhovedet nogen mandel i ris ala manden?" spørger flere af fætrene og kusinerne. Deres ansigter er lidt slukkede. "Selvfølgelig er der en mandel børn".

Pludselig kigger min far op. Jeg kan mærke, at jeg bliver rød i kinderne. "Der var godt nok en hakket mandel, der var ret stor i min portion" smiler min far. Hele familien skraldgriner, og overgiver sig til min fars forklaring. Mandel er fundet, og spist - så blev det alligevel jul i år.