Vi var alle blevet advaret.
Lang tid i forvejen. Og alligevel. Gad jeg ikke at høre på advarslerne.
Han kommer sagde de. I aften.
Men intet forhindre mig i at gå ud alligevel.
Hvad er det værste der kan ske?
Det kender jeg egentlig godt svaret på.
Men vil det være så slemt?

Hvis jeg nu bare havde en at dele det med.
En at kigge ud med.
En jeg kunne fortælle historien om hvor glad jeg er for ikke at være et egern når det stormer.
Det har jeg ikke.
Så jeg kan vel lige så godt gå ud?