Den metalliske smag fylder mig, og det varme blod, der løber ned over min blanke krop, kilder. Med fryd suser jeg igennem luften, som han svinger mig i mod et nyt mål. Jeg rammer hårdt, skærer igennem læder, stof og til sidst hud og kød. Et dødsskrig får mig til at vibrere. Min herres hånd holder hårdt om mit skæfte, jeg føler det som om, at vi er ét. Jeg er en forlængelse af hans stærke arm, følger hver bevægelse og adlyder hans mindste kommando. Han trækker mig til sig, og stilheden lægger sig omkring os. Det var den sidste fjende. Jeg kan høre min herres tunge vejrtrækning og mærke sveden i hans håndflade. Denne gang havde det været tæt på, men jeg havde endnu en gang reddet hans liv. Jeg fyldes med sejr og glæde.
"Forbandede svinehunde." Hans greb slækkedes en smule. Han løfter mig op foran sit ansigt, kigger på blodet og det af min blanke krop, som skinner igennem. Jeg kigger tilbage på ham og fyldes med kærlighed. Min herre. Jeg vil gøre alt for ham. Han ryster på hovedet og tager mig med tilbage til sin hest, som står lidt derfra og vifter med halen. Jeg kan ikke lide hesten. Min herre snakker med den, kærtegner den og viser den mere kærlighed, end han viser mig. Bare fordi den kan give respons og vise sin kærlighed. Jeg viser også min kærlighed, hver gang jeg lemlæster eller dræber en modstander. Men jeg er blot en ting. Noget dødt i min herres øjne. Midt i sejrens glæde føler jeg et stik af sorg. Bare jeg kunne fortælle ham, hvad han betyder for mig.
Min herre tager hestens tøjler og tager os med ned til en lille bæk, der løber fredeligt igennem skoven, ubevidst om blodbladet, der har fundet sted ikke så langt derfra. Jorden er blød og fugtig. Han har skubbet mig ned i den, mens han binder sin hest og tager sadlen af den. Her står jeg, alene, og venter. Jeg mærker vreden. Mennesker. De er så blinde for, hvad der er lige under næsen på dem. Hvorfor ser han mig ikke? Men jeg er bare et våben. En ting, der hænger i hans bælte. En ting, som han kan bruge, som han vil. Selvom jeg er vred, ved jeg godt, at det aldrig bliver anderledes. Han kommer aldrig til at forstå, at jeg tænker og føler.
Herren kommer tilbage, hiver mig op af jorden og tager mig med ned til bækken. Med en klud begynder han at vaske blodet af mig med det kolde vand. Hans kærlige bevægelser får mig til at glemme min vrede. Han smiler et stille smil til mig.
"Det er godt, at jeg har dig, min ven. Du redder mig hver gang."
Glæden vælter igennem min krop af stål, og jeg glimter i solen, i et forsøg på at vise min uendelige kærlighed. Jeg kan ikke vente til næste gang, vi smelter sammen til ét, og jeg kan beskytte ham igen.