Inspirationsøvelse #7

Opgavebeskrivelse

Digt en lille fiktiv tekst ved hjælp af 5 foruddefinerede ord. Du vælger selv et tilfældigt sæt af 5 ud af i alt 25 ord, og det er dernæst din opgave at skrive en lille historie som bygger på disse ord. Ordene må gerne ændres i forhold til bøjningsform. Alle 5 ord skal benyttes i historien, og de gemmes og vises efterfølgende sammen med din besvarelse for den videre bedømmelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

"Karen Louise Mandelén Albertsen 10.01.1938-022x;
Patienten har pådraget sig hjernerystelse efter at være faldet på Værnedamsvej i København. Pt virker diffus og husker intet fra ulykken. Pt observeres og forventes udskrevet onsdag efter stuegang.
Øvrige oplysninger: Karen Louise blev født i Vestjylland, tilflyttet Valby i København i 1960. Har to døtre i Århus. Begge kan pga. afstanden ikke være til stede".

Malou var på aftenholdet på Bispebjerg Hospital. Hun var blevet bedt om, at optælle pillerne til morgenholdet. Det ville tage tid, især når hun også skulle renskrive journalerne for lægerne. Bare fordi hun aldrig sagde nej, tog de for givet, at hun var deres altomfavnende blæksprutte, en eller anden naiv kontorelev.
Nå, men i gang...og så stod hun der igen..hende Karen fra stue 3. "Øøøh, kan De ikke lige sige mig, hvor jeg er, jeg kan ikke finde vej til torvet?"
"Nej, se nu hér fru Albertsen, De skal lige ned ad gangen til stue 3. "Nå, ja". Så tullede hun af igen.
Pillerne skulle tælles, hvilket krævede stor koncentration. Malou var nået til pille nummer 184 af afdeling ottes ration, da hun stod der igen; "kan du ikke sige mig...jeg skal hjem...jeg skal finde de kort...hvor er min cykel henne?" Malou tabte tråden i pilletælleriet. Irriteret gik hun ud og tog Karen hårdt i armen og uden et ord, førte hun hende tilbage til værelse 3. Hun puttede hende resolut i seng, slukkede lyset og snerrede "hvis du ikke bliver i din seng, kommer jeg med en automatpistol og blæser knoppen af dig!!"
Småfnisende af sin hovedkuldse kommentar, gik hun tilbage til pillerne.
Karens lille, forvirrede stemme pludrede videre nede ad gangen. "Far kalder mig sin lille guldfugl..far, faaar!...de vil have vores rationeringskort, de siger, at de skyder, hvis jeg ikke siger, hvor de er. " Malou kunne høre hende hulke højt nu. "Far, hvor skal du hen, hvorfor er dine hænder bundet?. Mor, hvad er der lille mor..hvorfor græder du, mor, hvem er ham manden?"
Malou var gået helt hen til værelse 3. Hun lyttede til den ulykkelige stemme, som blot var en hvisken nu. "Far...du bløder, hvorfor rejser du dig ikke op, kom far, vi skal hjælpe mor, hun ligger på jorden, og i sin fine nye kjole. Kom nu far..!"
Hun hulkede som et lille barn, tog en dyb indånding og faldt så endelig i søvn.
Malou gik ned ad gangen til pillerne. Da hun var nået til pille nummer 356, faldt hendes hænder ned på metalbordet, hun bøjede hovedet mod brystet og tårerne gled ned ad hendes kinder, ned på pillerne og ind i hendes samvittighed.
Tilfældige ord: omgangstone, blæksprutte, automatpistol, vinteraften, bondeknold

Skriv kommentar

Besvarelsen Fru Albertsen er publiceret 04/11-2015 11:20 af Rudi Kouring (Ruheko) under skriveøvelsen Inspirationsøvelse #7.
Version 1 - 04/11-2015 11:20
Besvarelsen er på 442 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

9 år siden
#1 Emilie Pedersen (Lillemor Bøvs)
Rigtig fin tekst og ordene flyder godt ind i. Spændene læsning! :-)
9 år siden